[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Rørbomber på en politistation, bomber fra 2. Verdenskrig i en landmands lade og en håndgranat i en lejlighed i Lyngby. Det rykkede ammunitionsrydderne fra Ingeniørregimentet ud til i går.

Billederne i artiklen er arkivbilleder – fra tidligere indsættelser.

Rapport – torsdag den 3. april
Sidst på eftermiddagen indleveres et antal rørbomber på politistationen i Holstebro. Det jyske ammunitionsrydderhold kører ud for at afhente dem til destruktion.

Efter ”aktionen” i Holstebro fortsætter holdet til Gram for at afhente fem granatlignende genstande. En landmand pløjede dem op i efteråret og har haft dem liggende i en lade siden. Det er ikke første gang, han støder på sådanne effekter på sin mark.

Det viser sig, at der er tale om bomber fra 2. Verdenskrig, og ammunitionsrydderne tager dem med til destruktion. Klokken 21.30 meldes indsatsen for afsluttet.

Omkring samme tidspunkt som ”aktionen” i Gram erklæres for afsluttet, drager det sjællandske ammunitionsrydderhold ud til en lejlighed i Lyngby, hvor politiet har fundet en håndgranat.
Rydderne konstaterer, at der er tale om en håndgranat fra krigens tid uden detonator.

Ejeren fortæller, at et familiemedlem har været modstandsmand.
Granaten medtages til destruktion. Klokken 23.15 er opgaven løst.
En ny dag med flere indsættelser truer om tre kvarters tid.

Rullemarie hjælper, men er ikke usårlig
”Bombemændene” uskadeliggør sprængstoffer, våben og farligt fyrværkeri som eksempelvis de kraftige krysantemumbomber.

Ofte må robotten Rullemarie give ammunitionsrydderne en hjælpende hånd – især når de mistænker, at en taske eller lignende indeholder en bombelignende genstand. 

Faktisk burde Rullemarie stå i flertal, for ammunitionsrydningstjenesten råder over flere Marie’r.
Det er heldigt nok, for sidste sommer gik en sindsforvirret mand amok med et skydevåben og en økse på én af robotterne, da ”hun”, med en besked fra politiet i sin klo, nærmede sig manden.
Det var i øvrigt første gang, robotten blev brugt som forbindelsesled.

Et par dage efter episoden fortalte major Poul Nedergaard, leder af ammunitionsrydningstjenesten, om robottens grumme skæbne;
- Hun blev erklæret død i dag.
Tre uger og knap to millioner kroner senere var ”vognparken” igen komplet.