En ulv i museklæder

Et af de mest frygtede og uglesete væsner her i Helmand er uden tvivl den berygtede Camel Spider. Den er også særdeles kendt fra Irak, og rygtevis skulle den have spist af en britisk soldats lår, mens han sov i sin seng! Den skulle angiveligt have et bedøvende middel i sit spyt, som gjorde, at den stakkels brite ikke mærkede noget som helst.

Andre historier nævner, at den gerne jager mennesker, at den både hvæser og skriger, samt at den kan hoppe flere meter op i og igennem luften. En del af dette er ganske givet sandt, andet er bare rygter.

Så man kan nok forstå, at der lurer mange andre farer end Taleban. Men netop derfor pirrer det vores nysgerrighed efter at møde et lyslevende eksemplar. Under alle omstændigheder har en del af stabssektionens konstabler haft et stort ønske om at fange et eksemplar af dette mærkelige væsen, siden de landede hernede.

Det har betydet mange timers patrulje rundt i FOB Price (Forward Operating Base) bevæbnet med natbriller, infrarøde lygter og plastikflasker. Stor var misundelsen, da de opdagede, at Manøvrestøttesektionen i FOB Armadillo havde et pragteksemplar gående i et terrarium deroppe.

Fodringstid
For et par dage siden kom en konstabel pludselig løbende ind på terrassen, mens ”Troja” kørte på filmkanalen.

- De har fundet en Camel Spider ovre hos CIS! (kommunikationscentret), råbte han.

Straks sprang to op fra sofaen med vilde øjne og høj puls, fór ind for at hente handsker, og løb over for at fange bæstet.

Den tilfangetagne Camel Spider fik et midlertidigt ophold i det terrarium, hvor en knæler tidligere gik. Den blev også spist af aggressive modstandere.

Stolte var de, da de vendte tilbage 15 minutter senere med dyret i en flaske. Det var ikke et helt så imponerende eksemplar som i Armadillo, men dog en rimelig størrelse, cirka syv cm fra hoved til hale. Den blev hældt ned i terrariet, som stod klar efter knæleren, der boede der før. Men den var blevet dræbt af myrer et par dage før. Straks blev der droppet en lille gecko derned. Bæstet skulle jo fodres. Det tog heller ikke mange minutter, før den havde sat sine lange tænder i geckoen og var i fuld gang med at suge ”alt det gode” ud.

I løbet af aftenen satte den tre geckoer og to natsværmere til livs, så forventningerne til dens vækst og udvikling til dræber var tårnhøje. Jeg spekulerede selv på, hvor stor den monstro kunne blive, inden vi rejser hjem til februar.

Man skal ikke skue hunden…
Dagen efter var der nogen, som sponserede en mus som det næste byttedyr. Den var næsten lige så lang som edderkoppen, og det ville være et fint måltid. Den overraskede noget ved allerede fra starten af at daske edderkoppen på ryggen og stikke af!
 
”Modig lille fyr”, tænkte vi, ”men den skal nok blive spist alligevel”.

Edderkoppen viste ikke den store lyst til at angribe musen, men vi vidste jo alle, hvor meget den havde spist dagen før, så det undrede ikke nogen. En ting, der dog undrede en konstabel, som kom ud på terrassen på tredjedagen, var, at han ikke kunne finde dræberen nogen steder. Den kravlede ikke rundt på sandet, og han kunne ikke se den inde i hulen. Hmmm…hvor kunne den gemme sig?

Det kan være svært at få øje på resterne af Camel Spideren. Der var kun forbenene tilbage. Resten havde den pelsklædte dræber ædt.

Pludselig opdagede han noget, der lignede to forben! Han kiggede godt efter og ganske rigtigt; det var edderkoppens forben. Rent faktisk var det alle edderkoppens ben, for der var ikke andet tilbage end benene. Den lille, bløde, pelsede mus havde simpelthen dræbt og spist den frygtede, altædende, menneskejagende dræber! Som vantro stirrede vi på skift på resterne af edderkoppen, det var næsten ikke til at fatte.
 
Nu er jagten igen gået ind på Camel Spidere, men de har stadig musen derovre.

Man skiller sig jo ikke af med en rigtig ”dræber”!