[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer.

Camp Bastion er et imponerende stykke ingeniørkunst, der er opført midt ude i den golde, afghanske ørken. Dens størrelse, indretning og konstante udvikling og udvidelse er i sig selv et fysisk udtryk for NATOs hensigter om et langvarigt engagement i Afghanistan. Lejrens strategiske placering i midten af Helmand provinsen gør den til et kraftfuldt, logistisk knudepunkt for de militære operationer i den del af landet, hvor Taleban er mest aktiv.

Camp Bastion ligger midt ørkenen med flere kilometers frit udsyn til alle sider. Her et blik udover Danelagen Lines, som er det danske område i lejren

Komprimeret effektivitet
Da Camp Bastion er en britisk lejr, hvor andre nationer lejer sig ind, er administrationen og udbygningen derfor også ledet af en britisk stab. Der arbejdes konstant på udvidelsen og forbedringen af lejren. Værksteder, vedligeholdelsesområder, ammunitionsdepoter og beboelsesområder skyder hele tiden op i området. Et af de store satsningsområder er udvidelsen og forbedringen af den 2.350 meter lange landingsbane, således at endnu flere flytyper kan lande i Camp Bastion.

Lejren har sågar sit eget vandproduktionsanlæg, som henter vand op fra brønde gravet i ørkenen, og som derefter gennemgår en rensningsproces, inden vandet kommer på flasker og bliver fordelt til de mange tusinde soldater, som holder til i lejren i kortere eller længere perioder.

- Vi tapper ca. 30.000 liter vand hver dag fra vores brønde, som udelukkende dækker behovet til madlavning og til at drikke. Derudover bruger vi vand til sanitære formål, til tøjvask m.m. Der er ingen tvivl om, at vi udvider og forbedrer Camp Bastion med henblik på at bliver her i længere tid. Lige nu er vi logistisk omdrejningspunkt for britiske, danske, estiske, tjekkiske, canadiske og nu også amerikanske styrker, fortæller major Ziverts fra den britiske stab.
Med andre ord er lejren et komprimeret og særdeles effektivt mini-samfund for både danske og allierede soldater i Helmand provinsen.

Major Ziverts er næstkommanderende i den britiske stab, som administrerer, koordinerer og har ansvaret for hele Camp Bastion

Den danske forbindelse
I den danske del af lejren – kaldet Danelagen Lines – ligger Camp Viking. Her har Henrik Dupont tjansen som Kommandant i Hovedkvarteret (KiH) i tillæg til, at han er major og chef for Stabs- og Logistikkompagniet.

Dupont har sammen med bataljonsstabens logistikere ansvaret for, at al logistik, transport, forplejning og beboelse bliver koordineret, således de danske styrkers arbejde kan understøttes på bedste mulige vis.

- En af vores vigtigste opgave her i Camp Bastion er at sørge for, at alle ind- og udrejsende bliver certificeret og klædt ordentlig på, inden de rejser videre mod deres slutdestination. Det er også her i lejren, at vores dygtige håndværkere og mekanikere sørger for, at vores køretøjer, kampvogne og materiel bliver repareret og klargjort til at løse endnu flere opgaver ude i sandet, fortæller Dupont.

- Den danske lejr udvides hele tiden. Blandt andet har vi udvidet og forbedret reparationsområdet ganske markant, og snart står Camp Vikings KFUM soldaterhjem også klar, hvor de danske soldater får deres eget rekreative område og butik, forklarer Dupont.

Henrik Dupont har ansvaret for den danske lejr Camp Viking, som er en del af Camp Bastion

Dansk opfindsomhed
Danskerne har sat deres eget præg på ”bybilledet”. Således har danskerne taget initiativ til sociale arrangementer, forskønnelse af den danske Camp Viking, udsmykning og alternative transportmidler.
Hvor andre nationer blot har præ-fabrikerede hegn og afspærringer til at markere deres område, har danskerne lavet en håndskåren hovedport i træ, en oplyst gangbro mellem beboelsesområdet og arbejdsområdet og opsat gadebelysning i form af ”havelamper”, der bruger solenergi til at oplyse stier og indkørsler. En enkelt opfindsom sjæl har sågar lavet sit eget transportmiddel, så de lange afstande kan tilbagelægges graciøst og effektivt.

En ægte husar-jernhest parkeret og klar til brug ved kommandovejen i Camp Viking

Solid platform
Det er en stor opgave, de danske soldater løser i det sydlige Afghanistan. Det sandede miljø og afstandene i ørkenen gør sit til at udfordre både soldater, materiel og logistik. Camp Bastion er lige nu det logistiske knudepunkt, som gør, at der sker en rettidig levering af materiel, gennemføres effektiv vedligeholdelse af køretøjer og opnås mulighed for at genopbygge den enkelte soldats kampkraft på bedste vis. Camp Bastion er derfor på alle måder gearet til at understøtte de danske styrkers tilstedeværelse i Helmand – både på kort og på lang sigt.