Felthospital åbner i Camp Bastion

Af Jasper Vilgaard, Presseofficer

Dette er et rigtigt hospital og ikke en nødløsning. Væggene er hvide og linoleumet på gulvet er skinnende rent. Det samme med duften, som giver minder om sidst man var til tandlægen – Det er den typiske odør med undertoner sprit og klorin – en velkendt metalliske aroma af renhed, der bevæger sig via næsen ned gennem svælget og giver en lyst til at synke... rense ud.

Det eneste, der afviger fra, hvad vi kender hjemmefra er, at læger og sygeplejersker ikke er klædt i kridhvide kitler og træsko, men i kampuniformer og støvler. Så ved vi, at vi er på et militært hospital.
Bygningen er stille og alle taler lavmælt, nærmest andægtigt på gangene. Som på et bibliotek, får man straks fornemmelsen af, at dette ikke er lokaler, hvor der skal tales højt, men at man skal vise hensyn.

Maskiner af højeste karat

CT-Scanneren forevises

Det nye hospital er udstyret med de mest moderne apparater: CT-scanner og røntgenapparat – og røntgenbillederne finder vej til en skærm, hvor lægerne kan se dem, så snart de er taget. Det gør, at lægerne kan foretage deres vurdering og handle endnu hurtigere end tidligere.

Listbeth i traumeafdelingen. Forrest ses den pult, hvor ”skriveren” noterer alt, hvad der foregår.

En dansker blandt briterne
Under rundvisningen ser vi også en dansker blandt alle de britiske ansatte. Det er sygeplejerske Lisbeth – her kaldet ”Sis”, da ”Lisbeth” tilsyneladende ikke lige falder den engelske tunge let. Lisbeth er ansat her som brite, da de netop stod og manglede traumesygeplejersker, og heldigvis havde danskeren lyst til at arbejde i dette miljø.

”Sis” siger, at det er et fantastisk miljø at arbejde i, og at englænderne slet ikke lægger mærke til, at hun er dansker, men blot ”one of the team”. Hun har også tænkt tankerne igennem, om hvordan det er at forklare familien, at man skal være så langt væk hjemmefra. Men særligt i stillingen som traumesygeplejerske bliver man dagligt bekræftet i, at man gør et godt stykke arbejde for soldaterne og den afghanske befolkning.

Blandt patienterne ser man en helt lille afghansk baby – hun er på hospitalet på grund af underernæring.. Hun får flaske af en af de mandlige britiske soldater. Kontrasten mellem den lille underernærede baby og den store kriger med tatoveringer op ad armen og med en sutteflaske i hånden er slående. Hele billedet og babyens øjne bekræfter endnu engang for ”Sis”, hvorfor hun er her.