Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Per Lund Poulsen, oberstløjtnant, fungerende chef for KFOR hold 18
En stille og rolig uge for LMT 4 (Liaison Monitoring Team) i Zubin Potok blev brudt af enkelte markante begivenheder. Holdet benyttede således roen til at komme ud i de fjerne egne af bjergene, hvor vi kunne fejre en fødselar. Vi kombinerede en lang patrulje med fødselsdagen, så sammen med LMT 5 kørte vi på Mokra Gora.
Efter ca. to en halv times kørsel på små bjergveje nåede vi toppen i 1839 meters højde. Her ligger et bunkeranlæg, som blev bombet af NATO i 1999. Alt det overjordiske er udbombet, mens de ca. 300 meter underjordiske gange er intakte. Vi brugte et par timer på udforskning af stedet, hvorefter vi sang fødselsdagssang, fødselaren pakkede gaver ud og den medbragte fødselsdagskage blev spist. Alt i alt en god tur i godt selskab med LMT 5.
Lørdag var nogle af os inviteret på skydebane hos vores tyske kolleger. Det blev til et par gode timer, hvor vi fik lejlighed til at prøve tyskernes våben.
Panserdør i bunkeren bliver studeret.
Sikke en uge! Vi har haft en meget travl uge siden sidst. Helikopterflyvning, fødsel og begravelse har været nogle af alle de ting, der har fyldt vores dage. Det kan godt mærkes at Rasmus og Heine er hjemme på leave. Der er rimeligt mange opgaver at fordele på os, der er tilbage. Heldigvis bliver det jo snart vores tur at komme hjem og deres til at knokle.
LMT 5 har nu fået et æresmedlem. Hun hedder Eline, er lidt kortere end vores rifler og et par dage gammel. Et stort tillykke til Rasmus og Mille skal lyde fra os alle.
Ude i en af vores byer var der en lille pige, der har døjet med cancer i en længere periode. Hun har fået hjælp af frivillige bidrag fra danske soldater, og det har betalt for hendes kemoterapi, smertestillende medicin og andre behandlinger. Det så ud som om, at Leonora var i god bedring, men for en måneds tid siden begyndte det igen at gå ned ad bakke for hende. Leonora døde i morges, og vi var med til hendes begravelse her i eftermiddag.
Det var selvfølgelig hårdt for familien, men samtidig tror jeg også, at de nu kan begynde at komme videre. Imamen, familien og byen var meget taknemmelige over den støtte, vi har givet dem, og det var utroligt rørende at opleve, hvor vigtigt det var for dem, at vi, de danske soldater, kom og delte deres sorg.
En uge er gået og vi har gjort en forskel. Tiden flyver af sted og i skrivende stund er der 83 dage, til vi kommer hjem, og KFOR 19 har overtaget.
Ud og se med NSE
Så er endnu en god uge gået ved Det Nationale Støtteelement. Vi har haft en uge præget af de daglige opgaver, der har skullet løses. Ud over de primære opgaver har personellet ved NSE set sig omkring i Kosovo, når mulighederne har budt sig. Blandt andet ture med LMT og feltpræsteturene åbner vores øjne for Kosovos mangfoldighed.
I lejren har der i den forgangne uge været holdt materieldemonstration, som gav mulighed for at se de øvrige enheders materiel og våben.
Vi har det alle godt i NSE og sender jer alle de varmeste hilsner her fra Kosovo.
Konstabel Lindbjerg prøver amerikansk materiel.
Som afrunding kan jeg konstatere, at ugen er gået med godt håndværk ude i felten, uddannelse og vedligeholdelse i lejren og enkelte sociale arrangementer.
Vejret er som den danske højsommer – når vejret er bedst. Masser af solskin med temperaturer op til 30 grader, afløst af nogle enkelte tordenbyger.
Tak for indsatsen på ”hjemmefronten” – I kan være stolte af ”jeres soldater”.