[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der hersker en rolig og afslappet stemning omkring den lille gård, som støder ud til hovedvejen. De lokale afghanere har fået besøg af en deling fra Livgardens mekaniserede infanterikompagni. Geværerne hænger ned langs siden på de soldater, der taler med gårdens beboere. Rundt om gården står resten af delingen afslappede men opmærksomme på, hvad der foregår på gården og i det omkringliggende område.

- Det er en del af en såkaldt ’social patrol’, fortæller konstabel Dyrmann.

-Vi træner at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Ved at vi er her, skaber vi forudsætning for en god stemning for dem, som er nede på gården, fortsætter Dyrmann.

Ikke langt fra ham supplerer hans kollega konstabel Meyer: - Det er anderledes. Lidt sjovt at prøve det, vi skal lave dernede, siger han.

Og det er netop den oplevelse, det kommende Hold 6 i Afghanistan skal have ud af ugen i Finderup øvelsesterræn.

Konstablerne Dyrmann og Meyer er med til at skabe en god stemning for deres kammerater, som er på besøg hos nogle lokale afghanere. Besøget er en del af en ´social patrol´ og skal øve soldaterne i den virkelighed, som de møder i Afghanistan.

Samvirke på kryds og tværs
Finderup øvelsesterræn er i denne uge omdøbt til Helmand. Og ude i terrænet er der oprettet FOB’s – forward operation base – akkurat som i Afghanistan. I Helmand kan enhederne ikke ’bare lige’ køre ud eller ned til hinanden. Der skal koordination og samarbejde til. Desuden er der forskellige farer, som der skal tages højde for. Taleban og vejsidebomber kan ligge på lur hvor som helst.

Gennem to handlebaner bliver Hold 6 til Afghanistan i denne uge trænet i de opgaver, de møder i Afghanistan. Her er det en patrulje på vej tilbage til lejren FOB PRICE.

-I løbet af ugen kører der to handlebaner, som skal øve de to kompagnier i at bruge deres underlagte enheder, såsom kampvognene, ingeniør og artilleriet, fortæller kaptajn Jimmy Mogensen. Han er projektofficer for ugen i Finderup og skal sørge for, at alle får den rette øvelse og læring ud af ugen.

-Det samvirke vi øver her, er det samme, som enhederne skal gøre i Afghanistan. Så alle lærer hinanden meget bedre at kende, inden vi skal af sted. Procedurer, hvordan vi kommunikerer med hinanden, og så vi ved, hvad hinanden laver, kommer meget mere på plads i denne uge, fortsætter Jimmy Mogensen. 

Det kunne minde lidt om….
De kommende seks måneders hjem i Helmand ligger godt 36 timers rejse fra det midtjydske Finderup. Umiddelbart er der ikke mange ligheder mellem de to typer landskaber.

- Finderup er faktisk det bedste terræn i Danmark til den her slags øvelse. En lille fjende i det her terræn kan gøre meget skade på en enhed. Ligesom i green zone, fortæller kaptajn Jimmy Mogensen.

Tilbage på gården ved hovedvejen, er ’social patrol’ ved at være færdig, og delingen fra det mekaniserede infanterikompagni skal videre ud i terrænet.

- Det er første gang, vi prøver en hverdag, som den er nede i Afghanistan, hvor der jo er opgaver som denne. Det er spændende at prøve,slutter konstabel Dyrmann, inden han går videre ud i først Finderup. Siden Helmand.

Trods et tæt øvelsesprogram er der stadig tid til smil og hygge hos Hold 6.

 FAKTABOKS
 Danish Battle Group, ISAF hold 6
  • Fra august 2008 til februar 2009 består det danske styrkebidrag i den sydlige provins af hold 6.
  • Hovedparten kommer fra Panserbataljonen (1BDE) ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.
  • Alle landets regimenter er dog repræsenteret.
  • Holdet består bl.a. af en kampvognsdeling (Leopard 2), to mekaniserede infanterikompagnier, der anvender pansret mandskabsvogne PIRANHA (hjulkøretøj) og PMV M/113 G3 (bæltekøretøjer), en stabseskadron, militærpolitidetachement og en civil-militært samarbejdsdeling (CIMIC)