[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Først er der helt stille. Så i det fjerne høres motorstøj fra en gruppe store, tunge lastbiler. Kort tid efter dukker de frem bag skovkanten.

LOGTRAIN er kommet til FOB PRICE, der under denne øvelse ligger i Finderup øvelsesterræn.
- Et LOGTRAIN er en kolonne af genforsyningskøretøjer, som fragter… ja, genforsyninger, fortæller oversergent Henrik Christensen med et skævt smil, mens han holder øje med, at ingen går i vejen for de store lastbiler og deres følge.

Genforsyninger er alt lige fra vand og feltrationer til at fragte soldater til og fra leave. Kort sagt: Alle de ’stumper’ man kan komme i tanke om, og som en kampenhed har brug for til at kunne fungere.
- Den almindelige kampsoldat kan have en opfattelse af, at vi ikke rigtig laver andet end at ligge og køre rundt. Den opfattelse skal vi gøre op med og vise vores værd, når vi kommer ud til enhederne, forklarer oversergent Christensen.
Overalt på pladsen hersker der organiseret kaos, og ingen i Transportdelingen er i tvivl om, hvad deres opgave er lige nu.

Antallet af køretøjer i et LOGTRAIN kan variere, men uanset størrelse ser det imponerende ud, når LOGTRAIN kommer rullende.

En god gerning for et smil
Transportsektionen består af godt 30 mand, men dagens LOGTRAIN er af en størrelse, så det har kunne nøjes med at tage 10 mand med. Opgaven, men også fare undervejs på ruten, bestemmer, hvor mange køretøjer og hvor mange mænd, der skal med LOGTRAIN.
To af dem, som er med nu, er konstablerne Schultz og Green, som iført solide gummiforklæder og handsker betjener det 6000 liter store tankanlæg, så lejrens mange biler kan få påfyldt drivmidler.

Konstablerne Green og Schultz betjener det 6000 liter store tankanlæg. Det er dem, som sørger for at få det materiel ud til de andre enheder, som de mangler. Et smil er det eneste, de tager i betaling for den service.

- Jeg synes, det er en god gerning at kunne give de andre enheder noget ”suppe”, som vi kalder det, fortæller konstabel Schultz gennem larmen fra tankanlægget. Det tager ikke lang tid at fylde diesel på feltpræstens bil, som netop nu er kørt op på siden af tankanlægget.

- Ved at øve her bliver vi klart hurtigere. Og så er det bare rart at se folk smiler og er glade, når vi giver dem diesel, og hvad de andre nu giver dem, siger konstabel Schultz.

Bilerne er fyldt op, feltrationerne er udleveret, kontorfolkene har fået mere papir og ammunitionen er fordelt.
Hurtigt pakker transportdelingen sammen, og inden længe forsvinder lastbilerne om bag skovkanten igen.

FAKTABOKS
Et LOGTRAIN er det kommende ISAF Hold 6’s livsnerve, når det drejer sig om forsyninger af alt. Lige fra ammunition til feltrationer og skrivemateriale til kontorhjælperne.

LOGTRAIN køres og styres af Transportdelingen, der hører til i Stabseskadronen. (STESK).

Delingen kommer fra Trænregimentet i Aalborg.