[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

 - Danske soldater kan ikke løse Afghanistans enorme sikkerheds- og udviklingsmæssige problemer. Men det, de kan, er at skabe et rum for de lokale kræfter, der gerne vil en anden fremtid, end den krigsherrerne, militserne og narkobaronerne repræsenterer. Det kan I, og det gør I. I fortjener den pris, I modtager i dag.

Sådan sagde afdelingschef i Politiets Efterretningstjeneste, Anja Dalgaard-Nielsen, da hun motiverede, at ”Den danske soldat i Afghanistan” skulle have Ebbe Muncks Hæderspris 2008. Anja Dalgaard-Nielsen har som led i et forskningsprojekt i længere perioder været tæt på de udsendte soldater i både Irak og Afghanistan.

Premierløjtnant Anton Dinsen-Andersen, der var delingsfører i et panserinfanterikompagni fra Den Kongelige Livgarde, og sergent Bjørn Steen Elkrog, der var gruppefører for en panseringeniørgruppe fra Ingeniørregimentet, begge på Hold 5 i det sydlige Afghanistan fra februar til august 2008, var indstillet til og modtog på vegne af den danske soldat i Afghanistan prisen, der blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i Fløjlsgemakket på Christiansborg Slot.



Premierløjtnant Anton Dinsen-Andersen (th) og sergent Bjørn Steen Elkrog modtog Ebbe Muncks Hæderspris på vegne af ”Den danske soldat i Afghanistan”.

Prisen består af en bronzeplakette med et relief af Ebbe Munck, udført af billedhuggeren Knud Nellemose, samt et beløb på 50.000 kr.

Beløbet vil blive skænket til ”Danske Soldaters og Pårørendes Støttefond”, der yder økonomisk støtte til pårørende til dræbte soldater og militært personel samt til soldater, som er kommet til skade i tjenesten.

Plaketten vil blive ophængt hos Hærens Operative Kommando i Karup.

Premierløjtnant Anton Dinsen-Andersen takkede for prisen på vegne af den danske soldat.

- Hvem er den danske soldat i Afghanistan – hvem repræsenterer jeg i dag?
Indledte Anton Dinsen-Andersen.

- Den danske soldat i Afghanistan er ham og hende, der er engagerede og som løser forskelligartede opgaver.
De tror hver især på – og ved, at deres bidrag er med til at løse den samlede opgave for en bedre verden.

Personligt har jeg ALDRIG før arbejdet med så dedikerede, motiverede og professionelle mænd og kvinder; der modigt udøver den danske udenrigspolitik i Afghanistan hver eneste dag.

Det er mange, jeg i dag står og repræsenterer.
Det er alt lige fra hærkonstablen, der går daglige patruljer i Den Grønne Zone, besætningen på flyvevåbnets Herculesfly, hjemmeværnets vagtstyrkebidrag og til lægepersonel fra søværnet.

Alle værn, funktioner, aldersklasser og køn er repræsenteret i Afghanistan.

Oftest omfattes Afghanistan missionen - i pressen eller bare generelt i befolkningen – som materiel, uddannelse og opgaver, men i denne sammenhæng er det for mig som repræsentant i dag det allervigtigste – ”den enkelte soldat”.
Derfor mener jeg, at Mindefonden rammer helt præcist ved at tildele prisen til ” Den danske soldat i Afghanistan”.

Dette begreb omfatter netop den enkelte soldats opgave, funktion og motivation i Afghanistan.
Det er den enkelte soldat, der udkæmper kampen om de afghanske ”hjerter”, sagde premierløjtnant Anton Dinsen-Andersen.

Til sted ved overrækkelsen var bestyrelsen for Ebbe Muncks Mindefond med formanden, tidligere kabinetssekretær Niels Eilschou Holm, chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Bjørn Bisserup, chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Stig Østergaard Nielsen, chefen for Søværnets Specialskole, kommandør Jens Claus Hansen, chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jan S. Norgaard, chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, chefen for Hold 5 i Afghanistan, oberstløjtnant Jens Lønborg, og hans kompagnichef, kaptajn Kenneth Juul Strøm samt andre indbudte gæster.

Ebbe Muncks hæderspris, der indstiftedes i 1974, tildeles personer, der arbejder inden for eller har gjort sig fortjent på områder, som havde journalisten, modstandsmanden, diplomaten og hofchef Ebbe Muncks særlige interesse, herunder ekspeditionsområdet og udforskningen af Grønland, dansk virke i udlandet, oplysning om Danmarks frihedskamp, journalistik m.m. 

Ebbe Munck, der oprindelig var journalist, deltog selv i flere grønlandsekspeditioner og var under besættelsen modstandsbevægelsens og Frihedsrådets kontaktmand til de allierede, inden han efter krigen gik over i udenrigstjenesten og senere blev hofchef hos den daværende tronfølger.

Hædersprisen uddeles af en mindefond, hvis protektorer er Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen. 

Læs yderligere info her (pdf)

Info Indholder:

1. Ebbe Muncks Mindefond
2. Repræsentanter for Den danske soldat i Afghanistan
3. Danske Soldaters og Pårørendes Støttefond
4. Premierløjtnant Anton Dinsen-Andersens Takketale
5. Til sted på Christiansborg ved uddelingen af Hædersprisen