[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Hæren fik onsdag middag 23 korporaler. Det er langt fra første gang, at hæren udnævner korporaler, men sidste gang det skete, var i 1972, så der er i virkeligheden tale om en genindførelse af korporalsgraden.

De 23 nye korporaler kommer alle fra konstabelgruppen, og fælles for dem er, at de enten sidder i en stilling, hvortil der kræves specialviden eller er forudset til at komme i et sådant job.

Det var chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, der foretog udnævnelserne på Bülows Kaserne i Fredericia. Forud herfor er gået en obligatorisk underviseruddannelse for overkonstablerne (voksenundervisningsuddannelse modul 1).



Det betyder, at de nye korporaler har opnået merit i forhold til det civile arbejdsmarked og derfor står med bedre kort på hånden, hvis de en dag skulle vælge at søge nye udfordringer. Men den nye hjælpelæreruddannelse virker også indadtil, idet det er meningen, at korporalerne blandt andet skal anvendes som hjælpelærere eller i forbindelse med ”sidemands-oplæring”.

Udnævnelsen af korporalerne er en del af den store pakke, ”Operation Bedre Hverdag”, der skal gøre det mere tillokkende og motiverende at være i forsvaret. Korporalerne får ikke direkte befalingsret, men vil i de tilfælde, hvor deres enheds fører er indisponeret, have kommandoen over vognen/gruppen, altså det, der i hæren kaldes ”oprykning til kommando”.

Hæren har ikke udnævnt korporaler fra geleddet siden Danmark blev medlem af EU. I forbindelse med udsendelse i internationale missioner og ved NATO-tjeneste har enkelte dog båret graden siden.

Søværnet og Flyvevåbnet havde ikke ønsket at gøre brug af muligheden for at udnævne korporaler, så derfor var det udelukkende ”mænd i grønt”, der fik deres vinkler.