[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I forbindelse med tiden op til, under og efter en udsendelse i en international mission er det hæren meget om at gøre, at ikke mindst de pårørende føler sig godt informeret om de kommen forløb. Derfor er der lavet en række sammenkomster, hvor der gives informationer. I det følgende beskrives de enkelte elementer

Åbent hus-arrangement
I forbindelse med Hærens Basis Uddannelse (HBU) og Hærens Reaktions Uddannelse (HRU) holdes et åbent hus-arrangement på tjenestestederne. Indholdet af arrangementet i forbindelse med HBU sigter på dels at orientere om, hvad der gennemgås i HBU, og dels på at præsentere, hvad HRU indeholder. Arrangementet i forbindelse med HRU vil dels give et billede af, hvad denne uddannelse indeholder, og dels give et indblik i, hvad en udsendelse byder på.

Før udsendelse
Til det såkaldte pårørendearrangement deltager både soldaten og hans pårørende. Der er erfaringsmæssigt flest deltagere til dette møde, der finder sted før udsendelsen.

Regimentschefen åbner ballet ved at præsentere sig og fortælle om situationen og opgaverne, der skal løses i den aktuelle mission. Derudover er der også noget om leveforholdene i lejren.
De pårørende bliver også præsenteret for kontaktofficeren (KTO), som fortæller om kontaktmulighederne. Deriblandt velfærdstelefonen til kontakten mellem de pårørende og soldaten, de forskellige måder at få information om, hvad der sker i missionen, eksempelvis Telefonavisen og HOKs hjemmeside, og ikke mindst hvem de kan kontakte, hvis der er spørgsmål og lignende.
KTO kommer også ind på nogle rent praktiske forhold eksempelvis omkring ud- og hjem-rotation.

Efter kontaktofficerens gennemgang er det socialrådgiverens tur. Rådgiveren er ansat ved forsvarsakademiet og kommer blandt andet ind på følgende: Økonomi, forsikringsforhold og mulige psykiske reaktioner.

Fagforeningsforhold, herunder løn, ydelser, pension og lignende, gennemgås også med soldaterne og deres pårørende.

Endelig opfordres de pårørende, af Familienetværket, der er en del af Kammeratstøtteordningen, til at danne netværk indbyrdes. De frivillige i Familienetværket er selv pårørende til soldater, der har været udsendt. Så de kender rumlen.

Dagen igennem er der naturligvis mulighed for at spørge ind til de forskellige oplæg. Fordi det er en dag, der er meget informationstung, så får de pårørende også noget med hjem i papirform, så de har mulighed for at friske noget af det op på et senere tidspunkt.

Mens soldaten er hjemmefra
Arrangementet holdes kun ved seks-måneders missioner og ikke ved enkeltmandsudsendelser, altså typisk for personer, der er udsendt som FN-observatører.

De pårørende er denne gang selv af sted, da soldaterne på dette tidspunkt er i fuld gang med opgaverne nede i missionen.

Meget af indholdet er en opfriskning af, hvad de pårørende fik at vide til det første møde. Derfor er oplægsholderne også ofte velkendte ansigter.

Denne gang fokuseres der dog mere på soldaternes hverdag og seneste nyt fra den pågældende mission. Chefen, eller en af ham udpeget person, kommer hjem fra missionen for at give en aktuel situationsrapport.

Socialrådgiveren og Familienetværket kommer også med korte oplæg – mest for at minde de pårørende om, at de stadig er til rådighed og gerne vil hjælpe og støtte.
Endelig får de også nogle praktiske informationer i forhold til hjemkomsten.

Når soldaten kommer hjem
Det er vigtigt, at soldater, der vender hjem fra international tjeneste, ikke bliver overladt til sig selv efter hjemkomsten. Det kan for nogle være nødvendigt med psykologhjælp for at bearbejde oplevelserne. Andre har brug for råd og redskaber til at vænne sig til en almindelig hverdag herhjemme. Også de pårørende kan have brug for hjælp og støtte.

Nedenfor er alle tilbud til hjemvendte soldater og deres pårørende beskrevet.
Ved særlige omstændigheder kan der gennemføres andre arrangementer end de, der er nævnt nedenfor – det kan være nødvendigt for at bearbejde oplevelserne i missionsområdet og imødegå psykiske efterreaktioner.

Tilbuddene gælder også for repatrierede soldater, så de kan få afsluttet missionen sammen med kammeraterne.

Reaktionsstyrke soldater og personel af reserven, som umiddelbart efter hjemkomst træder af til et civilt job eller uddannelse, bliver tilbudt en korttidskontrakt så de kan bearbejde oplevelserne og være sammen med kolleger i enhederne og på tjenestestederne. Den enkelte bestemmer, hvor lang tid kontrakten skal gælde.

Hjemme igen
Regimenterne holder det tredje og sidste arrangement for de pårørende i forbindelse med soldaternes tilbagevenden fra missionen.

Her gives en masse praktiske informationer til de pårørende om hjemkomsten – eksempelvis ankomsttider og hvordan de pårørende kan få at vide, hvis der er forsinkelser.

Desuden bliver de oplyst om, hvad de kan gøre, hvis pressen henvender sig.

Igen får de pårørende en opfølgning på situationen i missionen.

Socialrådgiveren er også til stede. Denne gang primært for at fortælle om psykiske efterreaktioner – om hvad der kan opfattes som normal og unormal opførsel hos soldaten.

Kammeratstøtteordningen består af frivillige, der har været udsendt. De er med til dette møde for at informere de pårørende, så de kan henvise den snarligt hjemkommende soldat til ordningen.
Eksempelvis hvis soldaten har behov for at tale om noget, som de pårørende ikke forstår, fordi de ikke har prøvet det.

Det kan være nyttigt for de pårørende stadig at indgå i de netværk, de eventuelt har bygget op til de to foregående arrangementer – også efter hjemkomsten. Derfor holder Familienetværket også et kort oplæg.

Hvis arrangementet holdes i direkte forbindelse med hjemkomst, så er programmet det samme – lige med undtagelse af oplysningerne om ankomsttider og evt. forsinkelser, som naturligvis falder bort. Dog er paraden så også en del af repertoiret.

Indholdet af de ovennævnte arrangementer, der i øvrigt er gratis for såvel de pårørende som soldaterne, kan variere lidt.

Arrangementernes varighed er typisk en halv dag.

Afviklingsarrangement
Formålet med afviklingen er, at enheder, som under udsendelsen har fungeret og arbejdet sammen, også afvikles sammen.

Afviklingen skal sikre, at grupper og enkeltpersoner mentalt afslutter udsendelsen gennem fælles aktiviteter med deres kammerater. Desuden forberedes soldaten på den forestående hverdag.

Der er fokus på psykiske efterreaktioner og mulighederne for støtte.
Der er også mulighed for personlige samtaler med forsvarets psykologer – det er obligatorisk for soldater, der har været i Afghanistan – og gennemførelse af lægeundersøgelser samt en lang række orienteringer af relevans for den enkeltes fremtid, herunder fra socialrådgivere, job- og uddannelseskonsulenter, fagforeninger, personelforvaltere og Kammeratstøtteordningen.

Det tilstræbes, at der kan holdes minimum to dages tjenestefri mellem hjemkomst og start på  afvikling.

Afviklingsprogrammerne kan variere afhængig af hvilket missionsområde, soldaterne vender hjem fra. Således er omfanget af egentlige kamphandlinger, skader og eventuelle psykiske eftervirkninger forskellige, eftersom der er forskel på missionerne i eksempelvis Afghanistan og Kosovo.

Afviklingsarrangementet omfatter blandt andet:
Debriefing af udvalgt nøglepersonel
Enkeltinterviews med soldaterne af forsvarets psykologer, enten som følge af eget ønske eller vurdering af behov. Ved udvalgte udsendelser, eksempelvis Afghanistan, er disse interviews obligatorisk for alle soldater. Det er en kort samtale, hvor det er muligt at træffe aftale om eventuel yderligere bistand

Orientering om sundhedsforhold og gennemførelse af helbredsundersøgelser ved Forsvarets Sundhedstjeneste – der afleveres afføringsprøver for at identificere eventuelle ”hjembragte” sygdomme (gælder ikke Kosovo)

Forsvarets Personeltjeneste orienterer om løn, ydelser, kontrakter med mere.

Orientering om job- og uddannelsesmuligheder og tilbud om enkeltkonsultationer – af den lokale job- og uddannelseskonsulent

Den lokale socialrådgiver orienterer om overgangen mellem udsendelse og de første dage hjemme, blandt andet fysiske og psykiske efterreaktioner samt tilbud om enkeltkonsultationer

De faglige organisationer orienterer blandt andet om A-kassen

Orientering ved Kammeratstøtteordningen om overgangen mellem udsendelse og de første dage hjemme og om ordningens tilbud

Hjemsendelsesparade inklusiv udlevering af veteranmærket

Udlevering af indbydelse til tre måneders arrangement

Det er de enkelte regimenter, som på ordre fra HOK planlægger og gennemfører afviklingsarrangementerne i koordination med cheferne for de hjemvendte soldater.

Enkeltpersoner, som eksempelvis har været udsendt som FN observatør i en FN mission, modtages ved DANILOG.

Afviklingsarrangementet har typisk en varighed af fem dage – ved DANILOG dog kun tre dage.

Tre måneders arrangement
Tre måneder efter soldaternes hjemkomst gennemføres et tre måneders arrangement. Det er soldatens enhed, der i koordination med cheferne for de udsendte enheder bestemmer form og indhold.

Arrangementet varer cirka et døgn og indebærer en overnatning. Fastansatte tjenstgørende soldater skal deltage, mens det er frivilligt for øvrige hjemsendte, der ikke er tilknyttet forsvaret længere.

Arrangementet kan omfatte en orientering om muligheden for netværk for soldater og deres pårørende, fysiske og psykiske efterreaktioner, muligheder for kontakt, hjælp og behandling og gennemførelse af en social aktivitet.

Spørgeskema til soldaterne
Seks-syv måneder efter hjemkomst udsender Institut for Militærpsykologi et spørgeskema til alle hjemvendte soldater – det handler om deres oplevelser og eventuelle reaktioner.

På baggrund af besvarelsen henvender instituttet sig til de personer, der vurderes at være i fare for at udvikle belastende efterreaktioner.

Institut for Militærpsykologi får også et generelt indtryk af enhedens tilstand gennem spørgeskemaundersøgelsen.
Deltagelsen opgøres og rapporteres. Restanter kontaktes af instituttet.

Syv måneders arrangement
Det kan besluttes at holde et egentligt syv måneders arrangement, hvis omstændighederne og vurderingerne viser, at der er et behov.

I forbindelse med hjemkomst af de seneste hold fra det sydlige Afghanistan blev det besluttet at holde et egentligt syv måneders arrangement.

Ved særligt belastede enheder kan man for personel, der ikke er fastansat, forlænge deres kontrakt med forsvaret. Det gøres efter en vurdering fra gang til gang og er et tilbud til soldaterne, som, såfremt de tager imod dette, kan fortsætte sammen med andre, der forstår, hvad de mener, når de taler om deres oplevelser.

Øvrig støtte
Kontaktordning og netværk

Der bliver etableret en kontaktordning og et netværk så der holdes forbindelse med alle soldater fra et hold. Det er normalt de hjemkomne hold, der etablerer ordningen.

Kontaktordningen og netværket styres af en af holdets ledende officerer eller befalingsmænd. Formålet med ordningen er, at der via netværket kan formidles hjælp og støtte til de soldater, som kunne have behov for det.

Ordningen giver også en vis mulighed for at holde forbindelse til alle, så ingen kommer til at sidde alene med sine oplevelser og hændelser.

Kammeratstøtteordningen
Kammeratstøtteordningen består af en række tilbud til soldater, der er vendt hjem efter en udsendelse. Ordningen er finansieret af forsvaret og består af en døgnåben telefonlinje, som er beregnet til en uformel snak om forskellige problemer, e-post kontakt med chat- og netværksgrupper samt aktiviteter og socialt samvær for soldaterne.

Efter hjemkomsten får alle soldater et gratis årsabonnement på bladet ”Den blå baret”, som har et fast indlæg om Kammeratstøtteordningens kommende aktiviteter, såsom gensynstræf, kammeratskabsaftener og udlandsrejser.

Det er tidligere udsendte frivillige soldater, der står for at arrangere støtteaktiviteterne.

Familienetværket
Familienetværket er en del af Kammeratstøtteordningen.
Det primære formål er at hjælpe familierne til de udsendte med at etablere netværk, der dels kan hjælpe dem gennem tiden med udsendelsen, men som også kan fungere efter hjemkomsten og eksempelvis hjælpe med at håndtere de problemer, hjemkomsten eventuelt kan skabe.

Institut for Militærpsykologi
Institut for Militærpsykologi tilbyder rådgivning og konsultationer til soldater, der i forbindelse med deres tjeneste (internationalt eller nationalt) har været udsat for traumatiserende hændelser.
Tilbuddet gælder også de pårørende. Desuden tilbydes psykologbistand til soldater med alvorlige gentilpasningsproblemer efter udsendelse i international mission og disses pårørende.
Tilbuddene er ikke tidsbegrænset.

Forsvarets socialrådgivere
Forsvarets socialrådgivere kan i princippet det samme som almindelige socialrådgivere. De er ansat af forsvaret og har gennem deres erfaring en bedre forståelse for, hvad det er soldaterne og deres pårørende oplever, og de kan derfor bedre støtte dem og deres pårørende.

Socialrådgiverne besidder en professionel viden om social- og anden lovgivning og har der ud over et solidt kendskab til forsvarets bestemmelser. Socialrådgiverne kan vejlede og støtte i forbindelse med Problemer, der har sammenhæng med tjenesten, men også familiemæssige og personlige problemstillinger.