[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Nu er bønderne i den frugtbare Helmand-floddal i det sydlige Afghanistan i gang med at så hvede. Torsdag begyndte uddelingen af såsæd til de bønder omkring Gereshk, der lover at holde sig fra dyrkning af opiumsvalmuer.

Såsæd til cirka 26.000 hektar bliver i øjeblikket delt gratis ud til cirka 32.000 bønder i hele floddalen. I nogle områder får bønderne også kunstgødning.



Nu har bønderne i Gerehsk-området travlt med at få sået hvede i deres marker, efter at de har fået foræret gratis såsæd.

- I skal stoppe med at dyrke opiumsvalmuer. 70.000 af vore unge er misbrugere af opium. Hvis de 70.000 i stedet var i vores hær, havde vi ikke brug for udenlandske styrker i Afghanistan, sagde Helmand-provinsens viceguvernør Abdul Sattar, da han torsdag stod for den officielle start på hvede-projektet.

Det er et projekt til 10 millioner dollars, der ganske vist er støttet med midler fra Storbritannien og USA, men som formelt helt og holdent er et afghansk projekt. Politisk er der to mål med projektet. For det første at mindske produktion af opium, og for det andet give lokalbefolkningen et eksempel på, at man har handlekraftige myndigheder.



Flere end 100 bønder var mødt op da myndighederne torsdag begyndte at uddele såsæd.

Derfor er de vestlige styrker i Helmand-provinsen blevet bedt om at holde sig i baggrunden i forbindelse med hvede-projektet. Da den officielle åbning foregik i hovedbyen i det danske ansvarsområde, Gereshk, var danske styrker i beredskab, men det var helt og holdent politisoldater fra politikorpset og den nationale hær, der stod for sikkerheden omkring udleveringen af såsæd.



Det nationale politi og hæren havde totalt kontrol over sikkerheden i forbindelse med førstedagen af uddeling af såsæd. Men de havde også masser af folk og våben på plads.

De eneste danske soldater på stedet var de, der var sikkerhedsvagter for den fungerende danske bataljonschef, der var inviteret med som gæst ved åbningsarrangementet.

Dagen forløb uden angreb eller terrorhandlinger, skønt det var ventet, at Taleban ville benytte lejligheden til at sende en selvmordsbomber i aktion.

Efter at uddelingen af såsæd var gået i gang, blev der holdt et møde i en ny officiel mødehal i Gereshk med cirka 25 stammeledere fra Gereshk-området. De fik lejlighed til at fremsætte kritik og komme med forslag til viceguvernøren, da han nu var i byen. Der blev blandt andet stillet forslag om, at Gereshk, der har omkring 60.000 indbyggere, bør have et universitet. Det førte til noget ret uhørt, nemlig at en kvinde tog ordet. Det var Gulalai Sherzad, den frygtløse leder af et danskstøttet kvindecenter i byen, der sagde, at hvis Afghanistan skal have en fremtid, må man også huske at sørge for uddannelse til piger og kvinder.

De langskæggede mænd lyttede til hende i tavshed, og bagefter sagde viceguvernøren tak for indlægget, dog uden at kommentere det dybere.




Ved borgermødet var der noget så usædvanligt som kvinder med, og endnu mere usædvanligt tog en af dem ordet. Lederen af det danskstøttede kvindecenter, Gulalai Sherzad, mindede om, at man skal sørge for uddannelse af piger og kvinder.

- Det var et godt tegn, at Gulalai i det hele taget var inviteret med til mødet, og det er supergodt, at hun fik sagt, at man ikke må glemme kvinderne, siger Anne-Cathrine Riebenitzsky, som er det danske udenrigsministeriums stabliseringsrådgiver i Gereshk-området.

Hun er i det hele taget meget glad for hvedeprojektet og dets gennemførelse.
- Ikke mindst sikkerhedsforanstaltningerne var imponerende. For os ser det voldsomt ud med alle de våben, men det viser, at de lokale myndigheder får mere og mere styr på tingene, siger den danske rådgiver.

FAKTA 

Helmand-floddalen er et af Afghanistans mest frugtbare områder, blandt andet takket være kanalsystemer, der begynder i Green Zone omkring Gereshk.

Kanalsystemet er opbygget med støtte fra USA i 1950’erne.

Gereshk-området skønnes at have cirka 30.000 hektar landbrugsjord ud af cirka 150.000 hektar i hele provinsen.

I Helmand-floddalen har hvede et udbytte på op til tre tons per hektar, hvilket er halvdelen af udbyttet i Danmark.

I 2007 var det økonomiske udbytte for hvede 546 dollar per hektar og for opium 5200 dollar per hektar. I år er prisen på opium faldet og prisen på hvede steget.

93 procent af verdens opiumsproduktion foregår i Afghanistan og deraf er 60 procent i Helmand-provinsen.