Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Lige langt fra Tallinn i Estland og Vilnius i Litauen befinder Danish Advisory and Training Staff (DATS) sig på fjerde år. Domicilet er en ældre kaserne i den lettiske hovedstad Riga og formålet er at uddanne de respektive landes brigadehovedkvarterer.
Opgaven er en del af det såkaldte sikkerhedssamarbejde, hvor Danmark hjælper en række andre lande med at opbygge og uddanne deres forsvarsstyrker. Normalt sker den slags over en periode på et par år med udgangspunkt fra Danmark og ved siden af de normale opgaver hjemme i Danmark, men lige netop for dette projekt er tidshorisonten noget længere (ca. ti år), og udgangspunktet er ti danske soldater fast udstationeret i Riga i Letland.
Det overordnede mål med projekterne er først og fremmest at styrke forsvaret i de tre lande og dermed NATO samlede kapacitet for at skabe en mere stabil og fredelig situation i deres egen del af Europa. Da Danmark også arbejder sammen med Estland, Letland og Litauen ude i missionerne – og har gjort det i mere end ti år – giver den ekstra træning selvfølgelig også bedre støtte til de danske enheder i Afghanistan og Kosovo.
Slutmålet for de tre projekter er, at hver brigade selv er i stand til at uddanne, udsende og rotere en bataljonskampgruppe (ca. 500 mand) i en mission.
Tætte bånd til Danske Division
Vore væsentligste relationer går til Danske Division i Haderslev, idet vores uddannelse og træning i Baltikum for så vidt er underlagt netop Danske Division, som vi også rapporteringsmæssigt hører under. Men vi favner vidt, for i visse tilfælde har vi også relationer til Hærens Operative Kommando i Karup, til Forsvarskommandoen i København samt til Forsvarsministeriet.
Året starter typisk med en studieperiode med en række taktiske foredrag. Hvor er teorien? Hvad er doktrinen? Hvad gør man?
Hver enkelt stab deles op i forskellige arbejdsgrupper, som så arbejder med papir, kort og så videre. Derved får deltagerne en grundliggende viden, så de er klar til næste øvelse, hvor de skal udarbejde en brigadeplan for en operation, som de så kan gennemføre i det ”rum”, de har fået tildelt.
Senere går vi et skridt videre, hvor vi laver en øvelse i en taktisk træner – et speciallokale, ofte med et simulationssystem – hvor man med radioer og kort kan gennemføre øvelsen, som om den var virkelighed. Så vidt muligt rykker vi også ud i felten for at brigaden kan lære at arbejde i deres køretøjer og telte.
Som afslutning på året deltager vi og de baltiske brigader ofte i en større øvelse i Danmark eller Tyskland sammen med andre brigader ledet af en division eller et korps, og her har den litauiske brigade flere gange haft sine køretøjer med og opstillet hele deres hovedkvarter i felten.
Med hensyn til Danske Division er relationerne til de baltiske brigader meget tætte. Brigadestabene har deltaget i divisionens studieperiode i Haderslev, brigadecheferne i chefmøder i Haderslev, og Danske Division har været både i Litauen og Letland for at gennemføre stabsøvelser med en eller flere af de baltiske brigader.
Som en naturlig forlængelse af DATS arbejde i Baltikum har Litauen indgået yderligere en aftale med Danmark omkring træning, øvelser og så videre (en såkaldt affiliering) for i fremtiden at kunne indgå i en eventuel fælles mission i udlandet. Denne aftale betyder i øvrigt også, at litauiske officerer fra 2007 dagligt har arbejdet i Haderslev, og på sigt skal cirka seks litauiske officerer arbejde som en integreret del af Danske Division i Haderslev.
Ud over de individuelle øvelser med landene holder vi også en del kurser, der normalt udspringer af forespørgsler om et bestemt emne. Vi er dog ikke i stand til at behandle alle emner, idet staben her kun består af en chef, en souschef, fem specialister, tre administrative medarbejdere samt en tolk. Så nogle gange er vi nødt til at søge bistand fra Danske Division eller andre, hvis vore egne netværk ikke kan hjælpe os.
Den primære målgruppe for alle aktiviteterne er brigadestaben, men bataljonsstabene og andre, der kunne have interesse for det pågældende område, inviteres ofte også med. I sidste ende er det måske nogle, der næste gang skal gøre tjeneste i brigadestabene.
Lettisk kommandostation