[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hærens Operative Kommando sender i næste måned en bevogtningsdeling fra hjemmeværnet til Helmand-provinsen i Afghanistan. Delingens opgave er at bevogte danske lejre.

Efter flere måneders uddannelse er bevogtningsstyrken nu blevet godkendt af hæren. Det er første gang, hjemmeværnet bidrager til en international operation med en deling. Bevogtning er en af hjemmeværnets kernekompetencer, og det er baggrunden for beslutningen om at udsende delingen.

Delingen, der er opstillet og uddannet af Hærhjemmeværnsdistrikt København City, skal støtte og aflaste hærens soldater ved at bevogte danske lejre i Afghanistan. Specielt i orlovsperioder er der brug for hænder til at løse mange opgaver. Det er derfor en stor hjælp for hæren at få denne støtte fra hjemmeværnet. Dermed frigøres der ressourcer til hærens aktiviteter uden for lejrene.

Hærens Operative Kommando udsender hjemmeværnsstyrken i cirka to måneder. Samtidig er det forventningen, at der også i 2009 skal udsendes hjemmeværnsdelinger til bevogtning af lejre i Helmand-provinsen.

Den uddannelse, hjemmeværnssoldaterne har været igennem i de forløbne måneder, er en overbygning på de militære kompetencer, de har i forvejen. Dertil kommer en grundig forberedelse på de forhold, de vil møde i Afghanistan. Hele uddannelsen er gennemført i tæt samarbejde mellem Hjemmeværnskommandoen, Totalforsvarsregion København, Hærhjemmeværnsdistrikt København City og hæren.

Chefen for Danske Division, generalmajor Niels Bundsgaard, er meget tilfreds med resultatet:

- Bevogtningsdelingen har gennemført et godt og ambitiøst uddannelsesprogram. Der har været tale om et intensivt træningsforløb. Jeg har haft lejlighed til at besøge delingen både under uddannelsen og ved kontroløvelsen for nylig. Jeg er imponeret over delingens faglige niveau og det engagement, som hjemmeværnssoldaterne har lagt i opgaven. Det er min vurdering, at delingen er klar til at løse den vigtige bevogtningsopgave for hæren i Helmand-provinsen.

Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jan S. Norgaard, siger, at den første hjemmeværnsdeling til en international mission har gennemført forberedelserne med bravour.

- Der har været særlig fokus på dette første hjemmeværnshold. Det er banebrydende, at hjemmeværnet nu opstiller og uddanner hold til internationale missioner. Moralen og gejsten har i hele uddannelsesforløbet været i top, og det samme gælder resultaterne. Jeg har fuld tillid til, at delingen kan klare opgaven i Afghanistan til hærens tilfredshed, siger han.

Jan S. Norgaard understreger, at hjemmeværnets vigtigste opgaver fortsat er i Danmark med støtte til både militære og civile opgaver. Det internationale fokus er en naturlig del af hjemmeværnets støtte til et forsvar, der bruger mange kræfter på operationer i udlandet. For eksempel har hjemmeværnet længe deltaget i træningen af de enheder, hæren sender på internationale missioner.



Bevogtningsdelingens fører, Troels, evaluerer en skydning i Jægerspris under delingens skydetræning. Hans forventninger til opholdet i Afghanistan er, at delingen klarer opgaven godt og dermed styrker hjemmeværnets anseelse. Foto: Ole Bo Jensen.



Hjemmeværnssoldaterne lader deres våben under en skydetræning i Jægerspris. Efter flere måneders træning og uddannelse har hæren godkendt delingen, der dermed er klar til at
løse bevogtningsopgaver i Afghanistan. Foto: Ole Bo Jensen.



Bevogtningsdelingen efter en skydetræning. Siden august har delingen har travlt med at forberede og uddanne sig til udsendelsen til Afghanistan. Fysiske prøver, skydeperioder, enhedsudannelse, materialeudlevering og arrangementer for pårørende har været blandt de mange aktiviteter. Foto: Ole Bo Jensen.

FAKTA  
  • Hæren udsender i november en bevogtningsdeling på ca. 30 soldater fra hjemmeværnet til Afghanistan.
  • Delingens opgave er at bevogte danske lejre i Helmand-provinsen i cirka to måneder. Det aflaster hæren og frigør ressourcer til andre opgaver.
  • Bevogtningsdelingen er opstillet og i samarbejde med hæren uddannet af Hærhjemmeværnsdistrikt København City under Totalforsvarsregion København.
  • Det er første gang, hæren udsender en deling fra hjemmeværnet på en international mission.
  • Mange hjemmeværnssoldater har i de senere år på individuelle kontrakter med forsvaret deltaget i internationale opgaver i Kosovo, Irak og Afghanistan.