[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

Efter mere end seks måneder i Helmands støvede ørken, takkede Hold 5 og chefen, oberst Jens Lønborg, officielt af den 12. august. Ved en stor parade i Camp Bastion, hvor knap 400 soldater fra både hold 5 og hold 6 deltog, overdrog Jens Lønborg kommandofanen og kommandoen til chefen for hold 6, oberst Keld Christensen.



Soldater fra hold 5 før faneoverrækkelsen

Stor indsats og ihærdighed
Oberst Jens Lønborg fremhævede samtlige enheder ved hold 5 som værende dygtige, professionelle og gode soldater.

- I løbet af vores ophold i Helmand har vi set, hvordan livet i Gereshk er blomstret op og sikkerheden er blevet styrket. Vi har også oplevet, at de afghanske sikkerhedsstyrker har taget mere og mere ansvar i vores område, hvilket tegner godt for den fremtidige udvikling i Helmand, fortalte oberst Jens Lønborg de opstillede soldater.

Med ordene ”You are in command” overrakte Jens Lønborg kommandofanen til chefen for hold 6, Keld Christensen, som kvitterede med ordene ”I am in command”. Nu er det hold 6, som på alle måder har ansvaret for opgaveløsningen, inkl. de få enheder fra hold 5, som stadigvæk er indsat nogle få dage endnu.



Kommandofanen overrækkes fra hold 5 til hold 6

Tak til alle
- Som vi står her i dag, kan vi se tilbage på nogle gode, men også udfordrende, måneder. Desværre er der seks venner og kollegaer, som ikke kan stå hos os i dag. Vi vil således aldrig glemme Morten, Sonny, Christian, Rocco, Anders og Gilbert, som kæmpede side om side med os, og som betalte den højeste pris. Tak til dem og tak til jer, sluttede oberst Jens Lønborg.

Tilstede ved paraden i Camp Bastion var også den øverstbefalende for de britiske OMLTs (Operational Mentoring and Liason Team), oberstløjtnant ”Ed”, som har ansvaret for uddannelsen og ådgivningen af den afghanske hær (ANA), samt chefen for 3. Hero Brigade/205 Corps i ANA i Helmand, brigadegeneral Muhaiyodin.

Begge hilste på oberst Keld Christiansen efter ommandooverdragelsen og fortalte, at de begge så frem til at fortsætte det gode samarbejde med danskerne i Helmand provinsen. Et samarbejde som er utroligt vigtigt for at missionen i Helmand og i hele Afghanistan skal lykkes. Hold 5 ønsker hold 6 al mulig held og lykke med opgaven!



Brigadegeneral Muhaiyodin, oberstløjtnant Ed og oberst Christensen efter ceremonien



Kommandofanen i hold 6’s varetægt