[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ikke mange ting er sikre i Afghanistan, men én ting kan de danske soldater altid regne med: genforsyningsflyene fra Danmark, der kommer til Kandahar Airfield hver anden uge.

- Der er alt med ombord på de fly. Lige fra bilruder til post, fortæller terminalofficer kaptajn Karsten, der denne morgen skal danne sig et overblik over de 30 tons gods, dagens fly kommer med.

Morgenen for de ti Terminal (TERM) -folk, begynder tidligt. Morgenkaffen fra den legendariske Tim Hortons ryger ned sammen med småsnak og ventetid. Da flyet kan høres i det fjerne, bliver der givet en kort befaling for, hvem der skal gøre hvad og hvornår. Folkene har prøvet det før.

- Det er fedt at være med til, fortæller konstabel Lasse, og fortsætter:

- Det er aldrig den samme opgave to gange i træk, og det er en oplevelse at komme ud og arbejde
et sted som det her, hvor det hele bare skal fungere.



Så snart flyet har stoppet motorerne, går TERM-folkene i gang med at læsse dagens gods af og på. Trods hektisk aktivitet forgår alt i god ro og orden.

TERM-folkene ved godt, at det gælder om at ’rubbe neglene’. Tiden de har til at læsse af og på flyet er begrænset.

- Det værste ville være, hvis vi forsinkede flyet på jorden – og ødelagde noget, selvfølgelig, smiler konstabel Lasse, inden han hopper ombord på sin lastbil, der skal fragte godset mellem flyet og det danske depot. Herfra bliver det sorteret og sendt rundt til enhederne i Afghanistan.

Plads til alt
Dagens mest pudsige gods er de spinning-cykler, der dukker op fra flyets indre. Hvor de skal hen, ved TERM-folkene ikke, men der er ingen fare for, at de får lov til at forsvinde. Eller at andet gods forsvinder for den sags skyld. Det sørger de to gange Søren for, som krydser hver eneste palle af, inden den får lov til at blive læsset på lastbilen.

- Det går godt. Vi har allerede tømt halvdelen af flyet på 15-20 minutter, så det kører, siger seniorsergent Søren.

Trods det store fly, lastbilerne, de tre gaffeltrucks og menneskene, der myldrer frem og tilbage, er der forbavsende stille på flyvepladsen. Alle ved, hvad de skal, og derfor er der ingen grund til råben.



Dagens ubetinget mærkeligste gods, spinding-cyklerne, fastgøres forsvarligt på lastbilen.

Danskerne læsser ikke kun af. De læsser også på. I dag er det to pansrede mandskabsvogne (PMV), som skal med retur til Danmark. Det volder besætningen ombord på flyet en del problemer. Måden danskerne vil læsse de tunge køretøjer på, stemmer ikke helt overens med, hvordan de to ’loadmasters’ fra Azerbadjan vil gøre det.

- Så skændes de lidt internt, og så ender det alligevel med, at de gør det på vores måde, smiler terminalofficer kaptajn Karsten.
Den lille uoverensstemmelse endte med at koste en halv times spildtid. Alligevel formåede danskerne at flytte 60 tons gods ind og ud af flyet på kun tre timer og femten minutter.

- Jeg synes, at det gik rigtig godt i dag. Og begge PMV’erne kom med ombord på flyet, slutter en tilfreds terminalofficer.



Det var spændende at se, om de to PMV’ere kunne klemmes ind. Der var ikke meget plads at give af, men det lykkedes.

FAKTA:
Godset er på en lang rejse fra Danmark, over Kandahar, til Camp Bastion og derfra videre ud i Helmand.

På en uge i oktober har TERM-folkene:
  • sendt 636 kilo post til Camp Bastion.
  • flyttet 63 personer ind og ud af Afghanistan.
  • sendt 37 tons gods til Camp Bastion.
  • sendt fem og et halvt tons post retur til Danmark med et dansk C-130 Herkules-fly.