Hvor skulle man ellers fejre jul?

Julen hos de danske soldater i Afghanistan er knyttet til erindringen. Til
anelsen. Til følelsen. Den er bundet til en følelse af absolut nærvær og
varme. For manges vedkommende som kristne. Og helt sikkert som danskere. Det
er i al fald tydeligt herude i Afghanistan. Vi er fortrolige med julen. Ved
hvad den er. Og søger så i savnet af familien at fremelske den, som en sum
af netop erindring, anelse og følelse, hvor vi erfarer, at vi har mere
tilfælles, end vi troede.

Julen manifesterer sig overalt i de danske lejre. I et juletræ med pynt. I
små nisser. I blafrende kalenderlys. Og ikke mindst i julegodter, som er
produceret i hjem på hjem og sendt herud. Julen diskuteres ikke. Den er. For
hvis man ikke skulle holde jul her, hvor skulle man så holde den, som en
soldat nøgternt sagde.

Juletræet foran vagtteltet.
 

Her i Afghanistan gør vi det samme som alle danskere
ude i verden. Vi skaber et rum, der hedder ”derhjemme”. Vi genvinder julen,
og modvirker dermed også Afghanistans kaos. Her midt i det truende
fremmede, hvor krigen er en realitet. Her hvor netop julens inderste budskab
om Jesu fødsel bærer et vedblivende og ihærdigt håb.

Man kan sige, at julen starter i fælles medviden. Vi er medvidende om noget,
vi gerne vil fejre. Både herude og derhjemme. Både børn som voksne. Det vi
ved med hinanden giver os et fællesskab på tværs af dagligdagen. Det giver
os nærvær og fortrolighed. Det ændrer dagligdagen og giver os alle et
højtideligt rum. Måske udtrykt i vi voksnes lidt underfundige smil, som er
en rest fra barndommens ellevilde glæde. Vi ved noget. Vi er opfyldt af
forventning. Vi vil bringe os i forhold til hinanden på en anden måde end
ellers.

Til denne medviden hører også nisserne og lysshowet. Det hører med og viser
os netop, at det utrolige er på færde. Vi venter på noget, og nisserne og
lyset viser vej. Det gælder herude, og det gælder derhjemme. Og man skal
ikke bekende noget. Skal ikke stå med trosbekendelsen på læberne. For vi ved
det. Erklærede som uerklærede kristne. Vi ved godt, at der skete og sker
noget julenat, og kender godt juleevangeliets historie om Jesu fødsel.

Juletræet i Cookhouse.

Det skal festligholdes, og derfor kan vi ikke vente. Vi er jo danskere med
sans for hygge. Derfor tyvstarter vi allerede lille juleaften. Og igen
juleaften. For det er jo egentlig først den 25. december, at man fejrer Jesu
fødsel. I England, USA og katolske lande venter man da også tålmodigt. Men
vi tyvstarter altså. Måske fordi vi lader utålmodige nisser vise vejen til
julenats glædelige budskab.

Julen er bundet i Jesu fødsel. Det gælder også herude, men omkranset af de
kære derhjemme. I det kan de pårørende til de danske soldater roligt fejre
jul. Herude i Afghanistan bliver den fejret i savnet og tanken
om "derhjemme", hvilket gør, at soldaterne rykker sammen og netop nok skal
få en dejlig jul.