Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Toiletbesøget forrettes ned i enten et rør eller en pose alt efter behov. Maden kommer i frysetørret form. Sovepladsen er en feltseng. For nogens vedkommende under åben himmel, og bad tages ved at prikke hul i en pose med vand.
Det er forholdene i Forward Operating Base (FOB) Armadillo. Det til trods, er der langt mellem de sure miner i den lille lejr.
- Det er rigtig rart heroppe. Der er ikke så mange regler, det virker bare. Det er et helt lille minisamfund. Selvom jeg dog savner køkkenet i Price lidt, smiler overkonstabel Daniel fra Telegrafregimentet.
Sammen med resten af sin gruppe sidder han og slapper af og nyder roen, som findes over hele lejren. Alle passer deres i deres eget tempo.
Drengene fra Telegrafregimentet foran deres bunker. På væggen står der ”Vi har aben”, som der ikke er nogen dybere forklaring på. ”Jeg følte mig bare inspireret, og så stod der noget spraymaling,” fortæller en af drengene.
Ikke langt fra Daniels gruppe sidder ingeniørerne og slår tiden ihjel med kortspil, musik og blade hjemmefra. Godt nok af ældre dato, men pigerne i bladet bliver jo ikke mindre interessante at se på, bare fordi bladet er fra april.
- Vi har det hyggeligt heroppe. Der er højt humør hos alle enheder. Selv har vi indrettet os godt, så det er bare lækkert, fortæller sergent Dennis fra den lille terrasse, der er bygget op foran gruppens bunker.
Virkeligheden banker på
FOB Armadillo ligger ikke langt fra Green Zone, og engang imellem kan de i lejren se kampene fra de omkringliggende lejre. Så selvom hyggen er gennemført på sådan en doven solskinsdag, er der ingen tvivl om, at alle godt ved, hvorfor de er her. Der kom også en grim påmindelse om virkeligheden, da en logistikkonvoj fra FOB Armadillo kørte på en mine, og en soldat mistede livet.
- Lige derefter var det ikke så fedt at være her, men som chefen sagde, så gælder det om at komme op på hesten igen, fortæller konstabel Chris.
- Man havde ikke lige lyst til at gå ud, men på den anden side så nytter det bare ikke noget at blive her i lejren og gemme sig, siger han.
Når der sker voldsomme begivenheder i lejrene, kommer forsvarets psykologer ned til soldaterne så hurtigt, de kan. Det gjorde sig også gældende i dette tilfælde.
- Stemningen er i al almindelighed den samme som før. Man kan dog godt mærke, at der er sket noget, men psykologerne har gjort et godt stykke arbejde heroppe, siger overkonstabel Daniel.
Så bliver det ikke mere afslappet.
Et godt stykke arbejde er også, hvad Hannibal og Patrick fra kompagniets anden deling er i gang med. Med motorsav er de i gang med at skære store stykker træ ud, som skal udgøre klodser til de bænke, der skal stå rundt om delingens bålplads.
Hannibal i gang med at rette de skæve klodser. Det undrer både ham og artiklens forfatter, at man kunne skære SÅ skævt med en motorsav.
Selvsamme deling har også lavet en tavle, hvor de konkurrerer om, hvem der kan tage flest kropshævninger. Alt, hvad der kan virke til adspredelse, er mere end velkomment.
- Vi er også endelig faldet på plads heroppe og har fået vores arbejdsopgaver, så det begynder efterhånden at ligne noget, slutter konstabel Chris.
2. deling i gang med at få at vide, hvordan tavlen virker. For hver 5 kropshævning sætter man en streg. For 100 kropshævninger får man et ’C’. Præmien er indtil videre æren og håneretten.