[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Peter Jensen, journalist, foto: Kaj-Ivan Bæk, HOK

I skal tale med ”gamle”, lyder det samstemmende fra holdet, da vi spørger, hvem der vil interviewes. Vi er i Oksbøl for at overvære uddannelsen af de soldater, som har valgt at bruge et halvt år af deres liv i Afghanistan. ”Gamle” hedder Jakob og er 27 år. Som uddannet smed kunne han let finde et andet arbejde, men han har bevidst truffet et valg.  

- Min bror er i Afghanistan nu og har fortalt mig om forholdene derude – det er hårdt, men også en oplevelse for livet, siger Jakob.

For et år siden startede han som værnepligtig og har siden gennemgået Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse. Han er chauffør og skal udover at vedligeholde bilen også fungere som sikringsmand. Det 21 mand store hold udgør et PRT, Provincial Reconstruction Team, som skal til Feyzabad i det nordlige Afghanistan. Klimaet er ugæstfrit derude, men soldaterne føler sig godt klædt på.

– Vi er fire håndværkere, to elektrikere og to smede på mit hold, så vi er også fagligt set godt klædt på til de opgaver, der skal løses i Afghanistan, siger Jakob.

De tidligere hold, deriblandt Jakobs bror, har trådt stien i Feyzabad, det gør opgaven lidt lettere derude, men har også gjort det lettere for Jakob privat.

– Mine forældre kan godt forstå, at jeg tager denne udfordring, men min kæreste har en anden holdning. Vi er en del fra batteriet, som har fulgt hinanden gennem et år nu, og vi har fået et godt kammeratskab. Her i Oksbøl falder brikkerne på plads – uddannelsen har været målrettet på denne mission gennem et helt år nu, siger Jakob, der føler sig 100 procent klar og rustet til opgaven.

Generalmajor Poul Kiærskou, HOK, fik også en god snak med Jakob om Afghanistan

– Det er en helt anden verden vi kommer ned til, en udfordring på alle måder, vi får udvidet og afprøvet vore personlige grænser, det er jeg helt sikker på, siger Jakob.

Sprogofficererne er med til at gøre øvelserne i Oksbøl meget livagtige

Vi glæder os til at følge holdet, og dermed udviklingen i et Afghanistan, hvor befolkningen gradvist får en større tro på fremtiden.