[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Kim Vibe Michelsen

Iron Wolf brigaden, der i disse dage træner med Danske Division i Oksbøl, er et slående eksempel på, hvor langt litauerne er kommet.

Nå man ankommer til Iron Wolf brigadens hovedkvarter i nordkanten af Oksbølterrænet, ser man straks, at den litauiske brigade har taget springet ind i NATO med fuld musik. Alle fra menig til oberst taler godt engelsk. Hovedkvarteret er mobilt, og stabsvognene er af nyere dato.

Og det er ikke kun hovedkvarteret, der er med på beatet. De fire kampbataljoner - to motoriserede og to mekaniserede - har moderne vestlige håndvåben, nye pansrede mandskabsvogne og lastbiler samt Humwees. Brigaden har også en artilleriafdeling med 105 mm trukne kanoner og 120 mm morterer.

Danske rådgivere har været med til at uddanne  enhederne i den litauiske brigade.

Dansk hjælp
Iron Wolf Brigaden er blandt andet nået så langt på så kort tid, fordi de har indgået i det baltiske brigadeprojekt. Her har Danmark bidraget med materiel som 105 mm kanoner og derudover rådgivning og træning. Danish Advisory and Training Team har gennem de sidste mange år trænet og rådgivet balterne for at fremskynde processen med at oprette enheder, der er fuldt integrerbare i NATO.



Den nye litauiske hær er veludrustet. Her er det Stingermissiler, der gøres klar.

Teamet har hovedkvarter i Letland, men opererer i alle tre baltiske lande. Det er planen, at hvert land i løbet af de næste fem til syv år skal have en brigade, der er klar til at indgå fuldt ud i NATO.
Det danske træningteam udgør i alt ti mand.

Modstandsbevægelse mod russerne
Iron Wolf brigadens navn kommer fra et gammel litauisk sagn om storfyrsten Gediminas fra det fjortende århundrede. Storfyrsten var faldet i søvn efter en jagt, da han i drømme så en jernulv løbe henover en bakke. Senere fortalte hans spåmand ham, at det betød, at han skulle anlægge en by på bakken, hvor den ville kunne vokse sig stor, og hvorfra jernulvens hyl ville kunne høres i hele verden.



Jernulven, der er brigadens logo, stammer fra et gammelt sagn.

Byen hedder Vilnius, og navnet jernulven er siden blevet synonymt med modstand mod Litauens fjender. Under den russiske besættelse af landet var Jern Ulven navnet på hovedstadens modstandsgruppe, og det var netop fra denne gruppe, at de første officerer og rekrutter til den nye brigade kom ved selvstændigheden.