[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]


Kisten bæres ud af det danske Hercules C 130-J, der bragte kisten det sidste stykke hjem til Danmark. Fotos: Henning Jespersen-Skree

- Døden for en ung mand på kun 28 år er et frygtelig spild. Men Jesper døde ikke forgæves.  Sådan sagde chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Kurt Mosgaard, i sin tale stående foran kisten i hangaren på Flyvestation Aalborg, hvor Jespers nærmeste pårørende, familie, venner og kollegaer var samlet til mindehøjtidelighed.

- Jesper og de øvrige i den danske kampgruppe har gennem de seneste år skabt bedre forhold for tusinder af civile i Afghanistan, fædre og mødre ganske som os. De har kunnet vende tilbage til deres hjem, passe deres arbejde og tilværelse, sove i fred og sende børnene i skole hver dag. De har fået håb om en bedre fremtid og en sikker tilværelse. Herhjemme har vi som følge af indsatsen i Afghanistan kunnet nyde fredelige forhold, idet terrorismens svøbe er blevet holdt på afstand af Jesper og hans kammerater.

- Ved Jydske Dragonregiment og i forsvaret bøjer vi vore hoveder i sorg og respekt for Jespers indsats, sagde oberst Kurt Mosgaard.

Jesper Gilbert Pedersens kammerater fra kampvognsdelingen fulgte kisten hjem til Danmark og bar den ind til mindehøjtideligheden. Bagerst major Kim Krogshede Madsen sammen med Jydske Dragonregiments feltpræst Sune Haubek.

Da kisten blev båret ind i hangaren, spillede Prinsens Musikkorps ”Kongernes Konge”, og æreskommandoet fra Jydske Dragonregiment præsenterede gevær, mens regimentets estandart blev sænket.

Der var omkring 100 personer til stede og blandt dem chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.

Kisten var indhyllet i Dannebrog og med Jesper Gilbert Pedersens medaljer placeret på en pude foran.

Jydske Dragonregiments feltpræst, sognepræst Sune Haubek, bad en bøn og lyste velsignelsen, inden kisten blev båret ud til den ventende rustvogn. Imens spillede Prinsens Musikkorps ”Det var på Isted Hede”.

Der er militær bisættelse af overkonstabel af 1. grad Jesper Gilbert Pedersen torsdag den 7. august klokken 11 fra Nørresundby Kirke.

 

Oberst Kurt Mosgaards tale

Chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Kurt Mosgaard:
Tale ved modtagelsen af overkonstabel af første grad Jesper Gilbert Pedersen´s båre på Flyvestation Aalborg fredag den 1. august 2008.

Det er med sorg i sindet, at vi er samlede for at modtage Jesper Gilbert Pedersen´s båre her på Flyvestation Aalborg. For blot en uge siden, fredag den 25. juli 2008, blev Jesper dræbt i sin kampvogn og hans tre kampfæller og kammerater sårede under udførelse af deres tjeneste ved den danske kampgruppe i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Det var en frygtelig viden, som jeg måtte overbringe til jer i fredags. Det værst tænkelige ramte jer, Jespers mor og far, alle i familien samt Jespers venner i og udenfor forsvaret. I har alle siden været knuget af en dyb sorg. Vore tanker og medfølelse går til jer alle. Jeg håber, at I med tiden og gennem gensidig støtte vil lære at leve med savnet.       

Døden for en ung mand på kun 28 år er et frygtelig spild. Men Jesper døde ikke forgæves. Han og øvrige i den danske kampgruppe har gennem de seneste år skabt bedre forhold for tusinder af civile i Afghanistan, fædre og mødre ganske som os. De har kunnet vende tilbage til deres hjem, passe deres arbejde og tilværelse, sove i fred og sende børnene i skole hver dag. De har fået håb om en bedre fremtid og en sikker tilværelse. Herhjemme har vi som følge af indsatsen i Afghanistan kunnet nyde fredelige forhold, idet terrorismens svøbe er blevet holdt på afstand af Jesper og hans kammerater.

Jesper og hans kampvogn har gennem de seneste knap 6 måneder utallige gange været indsat til støtte for danske og allierede soldater i det danske ansvarsområde. Jeg er ikke i tvivl om, at Jesper dermed også har medvirket til at undgå yderligere tab på vores side og samtidig sikret, at vi vandt kampen mod Taleban. I mine øjne er Jesper derfor en helt, som I med rette kan være stolte af.

Jesper var stille og rolig af væsen og en erfaren soldat med flere udsendelser bag sig. Han satte altid en ære i, at der var orden i tingene. Som ægte dragon levede han efter mottoet ”Først hesten – manden senere”, og han hvilede først, når alt på hans kampvogn spillede. Man kunne altid komme til ham for støtte og et godt råd, hvilket han leverede med glæde suppleret med et varmt smil og et godt humør.

Under indsættelser var han trods risikoen roen selv og gennem sin rutine og dygtighed som kører og soldat indgød han tillid hos alle i besætningen, så de sammen kunne løse opgaverne og modstå presset i farefulde situationer.

Ved Jydske Dragonregiment og forsvaret bøjer vi vore hoveder i sorg og respekt for Jespers indsats i fredens tjeneste, som endte med at koste den dyrebareste pris, livet. Jespers navn og mindet om ham er indskrevet i regimentets historie og vil blive husket og markeret af regimentet og hans kammerater.

I står sammen som familie. For os i uniform er det godt at vide, at I alle støtter hinanden, og i fællesskab vil I også klare de kommende vanskelige dage. I skal vide, at vi ved Jydske Dragonregiment og forsvaret og Jespers kammerater står om jer, og at I ikke må tøve med at trække på vores støtte.

Æret være Jesper Gilbert Pedersens minde.