[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Konstabel Anders Bjørn Storgaard, der faldt i kamp i Afghanistan den 26. marts, blev lørdag den 5. april begravet fra Garnisonskirken i København.

Æresvagter fra den Kongelige Livgarde bærer Anders Bjørn Storgaards kiste ud af Garnisonskirken. Foto: Leif Ernst.

Efter familiens ønske var det en militær begravelse, men kun med deltagelse fra Den Kongelige Livgarde med dens chef, oberst, kammerherre Lasse Harkjær i spidsen.

I sin begravelsesprædiken sagde feltpræst Jesper Svendsen:

”Anders træder ind i det persongalleri af unge danske soldater, der faldt i kamp.
Dette er ikke kun en privat sag, men tillige et samfundsanliggende: At miste soldater.
De er udsendt af vores folkevalgte, og de skal respekteres som sådanne.
Vi vil med tiden komme til at tale om Anders´ generation som den generation, der efter årtusindeskiftet bragte store ofre efter en historisk lang tid med fred.
De var sønner af ære.
Det er mit håb, at vi vil huske dem for det, for de er med til at binde et samfund sammen.
Ære og respekt for dem.”

Der blev sunget fire salmer: En rose så jeg skyde, Under dine vingers skygge, Kongernes konge og Altid frejdig når du går.
De nærmeste pårørende og familien deltog i den efterfølgende jordfæstelse.

---

Begravelsesprædiken af feltpræst Jesper Svendsen (word)
5. april 2008 i Garnisons kirke, København.