[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Her ventede familie, venner og repræsentanter fra Hæren og allierede nationer.

Kisten på vej ind til mindehøjtideligheden. Foto: Per A. Rasmussen.


”Vi vil huske Anders for såvel hans holdninger som handlinger. At han vor tro imod sine idealer, og at hans handlinger aftvang respekt. Det er på sin plads at tage store ord i munden, såsom ære og respekt, ” sagde feltpræsten, Jesper Svendsen, i sin tale.

Kort forinden var Anders Bjørn Storgaards kiste blevet båret ud af et Hercules 130-J fly til tonerne af ”Kongernes Konge”, der blev fremført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps, mens et æreskommando fra samme regiment præsenterede gevær for den faldne kammerat.

Kisten blev båret af seks kammerater fra Den Kongelige Livgarde.

Herefter lagde chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst, kammerherre Lasse Harkjær, blomster ved kisten, gjorde honnør og begyndte sin tale. Så fulgte en kort ceremoni og velsignelse varetaget af feltpræsten, hvorefter kisten blev båret ud til rustvognen til tonerne af ”Det var på Isted Hede”.

Forsvarsminister Søren Gade overværede højtideligheden, og for Hæren deltog chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.

Fra den amerikanske ambassade deltog forsvarsattaché og US Navy Captain Roger Coldiron, og fra den britiske ambassade deltog forsvarsattaché og Royal Air Force Wing Commander Richard MacCormac.


Om modtagelsen og mindehøjtideligheden (word)