Kunsten at træffe et valg

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

Den seneste tids tab blandt de danske styrker i Afghanistans urolige Helmand provins, har skabt større eftertænksomhed hos Livgardens soldater og deres pårørende. Ikke mindst hos det nuværende hold soldater, som til august drager til Helmand for at afløse deres kammerater i den grønne zone.

Soldater fra Livgardens 6. kompagni holder en solfyldt pause i dagens træning.

Alvoren melder sin ankomst
Chefen for Livgardens 2. bataljon, oberstløjtnant Jens Ole Rossen-Jørgensen, har selv oplevet den øgede alvor og de tanker, som tabene i Afghanistan sætter i gang.

- Det påvirker selvfølgelig miljøet på Garderkasernen, når vi får meddelelse om et tab ude i missionen. Vi markerer det ved en række begivenheder her på kasernen, så her bliver vi yderligere mindet om tabet af vores kollega. Ved Livgarden har der alle dage været et betydeligt element af alvor over vores uddannelse og tjeneste, idet vi allerede under værnepligten uddanner vores soldater til at stå vagt ved de kongelige slotte og palæer, som jo er en skarp opgave. Historierne fra missionsområderne har sat alvoren i det vi laver yderligere i perspektiv, forklarer Rossen-Jørgensen.

Netop tabene ved de danske styrker i Afghanistan har resulteret i enkelte frameldinger hos Livgarden. Frameldingerne skyldes, ifølge Rossen-Jørgensen, primært et øget pres fra den enkelte soldats familie.

- Tabene øger bekymringerne hos familierne, og de soldater, som før var i tvivl, tager nu atter en gang deres udsendelse op til fornyet overvejelse. På baggrund af denne selvransagelse er der så enkelte som meddeler, at soldatens ønske om at gøre tjeneste i Afghanistan ikke er helt afklaret med familien. Den endelige beslutning er i høj grad et spørgsmål om opbakning hjemmefra hos den enkelte, fortæller bataljonschefen.

Livgarden bruger en del energi på at sætte ord på de risici og udfordringer, som den enkelte soldat kan risikere at stå ansigt til ansigt med i missionsområdet, da det er meget vigtigt, at den enkelte soldat er helt afklaret inden udsendelsen. Er han eller hun ikke det, er tankerne måske mest af alt andre steder, og så kan soldaten i værste fald være til fare for både sig selv og sine kammerater under missionen.

Garderstatuen har været vidne til bevægende begivenheder, alvorlige miner og tænksomme unge soldater på Garderkasernen i løbet af den senere tid.

De modne, unge soldater
Kompagnichefen for Livgardens bidrag til det næste hold soldater til Afghanistan, kaptajn Andersen, har også oplevet en øget tvivl blandt soldaterne. Specielt i kølvandet på de to sidste dødsfald har der været flere frameldinger end normalt. Således har 6. kompagni måttet tage afsked med en lille håndfuld HRU-soldater (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse) i løbet af den seneste uges tid. Men det skaber absolut ikke mindre respekt for den soldat, som melder fra, forklarer Andersen.

Kaptajn Andersen er chef for 6. kompagni, som skal til Afghanistan til august.

- Jeg er faktisk stolt af soldaten uanset, hvilket valg han træffer. Han har tænkt over sit liv og konsekvenserne over det liv, han fører – og dermed også over sine egne valg. Så jeg synes faktisk, at de her tyveårige piger og knægte er utroligt modne, beretter kompagnichefen.

Fra træning til virkelighed
HRU-soldat Lind er midt i sin missionsorienterede uddannelse, inden turen til august går til Afghanistan og Helmand provinsen. Lind har selv oplevet, hvordan virkeligheden i missionen hurtigt blev til dødelig alvor, da han i februar mistede sin gode ven Morten Krogh Jensen ved en tragisk vådeskudsulykke. Den hændelse satte en del tanker i gang hos Lind og hans kammerater i 6. kompagni.

- Det var noget virkelig, virkelig crap (skidt, red.). Pludselig så man, hvordan ens egne venner blev påvirket af tabet af en fælles ven. Jeg kan sgu’ godt forstå, hvis nogen har det dårligt med, at man tager af sted, siger han eftertænksomt.

HRU-soldat Lind har selv oplevet tab og tvivl i sine nærmeste omgivelser.

Tvivlen er ikke et tabu
Den unge HRU-soldat har selv haft sine overvejelser og sine tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte med uddannelsen og tage med kammeraterne i krig til august. Men Lind har brugt sin familie til at få sat sit valg i perspektiv, og det har hjulpet ham til at parkere tvivlen og stå fast ved sit liv som udsendt soldat for Danmark.

- Hjemme hos os er det absolut ikke et tabu, at jeg skal af sted. Vi taler stort set om alt, hvad der sker, og vi er rigtigt, rigtigt gode til at tale om, når der er tab dernede. Især her da det var en af mine venner der faldt, det har jeg også talt med dem om, hvordan det rørte mig, når det nu var så tæt på.

Både mine forældre og min lillebror er rigtig dygtige til at forstå mig. Forstå mine tanker og mine følelser. At de måske ikke helt forstår, hvorfor man frivilligt melder sig, det er så én side af sagen, men de har accepteret det og det valg, jeg har taget. Det har vi snakket meget sammen om, slutter HRU-soldat Lind.

Familien som den afgørende faktor
På Forsvarsakademiets Institut for Militær Psykologi har man lang erfaring med de overvejelser og tanker, som både soldater og pårørende har før, under og efter en udsendelse til en international mission. Psykolog Robert Jonasen ser ikke nogen stigende tendens til frameldinger blandt soldaterne.

- Som familie er det blevet vanskeligere at være pårørende i dag, for når man åbner avisen, eller når man ser TV, så vil der hele tiden være artikler og indslag fra Afghanistan, og det kan godt være voldsomt. De pårørende kan jo ikke se, når soldaten sætter sig ned og slapper af i en liggestol, eller står og hygger sig over en kop kaffe, eller sidder og spiser et godt måltid mad, for det gør man også ude i en mission, forklarer Robert.

Psykolog Robert Jonasen ser tvivlen som en konstruktiv proces – både for soldaten og de pårørende.

For Robert og de andre psykologer i forsvaret er det helt klart familien og de pårørende, som er tungen på vægtskålen, når det endelig valg skal træffes. Familien behøver ikke at forstå soldatens valg, men det er utroligt vigtigt, at familien accepterer og støtter soldaten i hans eller hendes valg.

Hos HRU-soldat Lind og alle hans kammerater i 6. kompagni er beskeden klar:
- Det er okay at melde fra, hvis man er presset meget på hjemmefronten, eller hvis man har haft tvivl, da man indgik den her kontrakt. Man skal bare også tænke over, hvornår man gør det. Har du den mindste tvivl, så sig op i tide – hellere det end at fortsætte i den tro, at det bliver bedre. Det er altså Afghanistan, og det er krig vi skal ned til, slutter Lind.