Kvalitet frem for kvantitet

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af oversergent Carsten Nilsson, CIMIC-elementet.

Udsigt et sted i Green-zone.

Overskriften var et af CIMIC-elementets udgangspunkter for løsningen af de CIMIC opgaver som lå foran os, da vi ankom til Helmand i august måned.
 
CIMIC-elementet Hold 4 blev deployeret over en periode på tre uger i august, og allerede ved sidste mands ankomst var holdet dybt engageret i videreførelsen af Hold 3´s arbejde og identificering af nye projekter, og de første hold var ude på langvarige patruljer i området.

Dette skyldes ikke mindst den gnidningsfrie overdragelse, men så sandelig også det professionelle benarbejde, som udspillede sig ved ankomsten til og i Camp Bastion. Her formåede man at give en støtte, som strakte sig fra den administrative side og helt ud til de forskellige specialer på værkstederne.

Den store støtte i Camp Bastion medførte, at CIMIC ved ankomsten til Lashkar Gah havde bibeholdt fokus og kunne tage fat med det samme. Der var ingen løse ender, der først skulle bindes op.

Indflyvning til Kabul.

På farten
Der gik ikke mange dage, før alle enhedens CST (CIMIC Support Team) var på farten. Et hold var fast i Lashkar Gah, et hold var i Geresk, og et tredje hold dækkede Sangin og Green-zone.
Forskellen på den indsats, som skulle sættes ind i de forskellige områder, var/er enorm. Holdenes opgaver spændte vidt fra stadionbyggeri i Lashkar Gah, over materielanskaffelse til hospitalet i Geresk og til elementær registrering af nøglepersoner og levering af mindre småprojekter i Green-zone.

De kurser og planlægningsværktøjer, som vi alle modtog i første halvår af 2007 inden udsendelsen, kom nu til deres ret og viste deres værd gennem den daglige kontakt til civilbefolkningen.

Der blev lyttet, taget notater, forhandlet og igangsat rundt omkring i byerne. Med forståelse for kultur og med respekt for en anderledes levestil måtte de fleste af os CIMIC folk nok erkende, at det at aftale et møde på et bestemt tidspunkt ikke altid var holdbart, især ikke når ”tid” i Afghanistan er noget, man har masser af, så aftaler og mødetidspunkter løber ind imellem ud i sandet.                                                                                      

Samkørsel er populært i Afghanistan.

Geresk og Green-zone
Byen Geresk er udpeget som fokuspunkt for udviklingen af Helmand og med god grund. Byen, der er i rivende udvikling, kan sammenlignes med en mineby fra det vilde vesten og som en afspejling af det engang frodige og handelsrige Indien, som var eftertragtet ud i de fjerneste egne. Folk kom rejsende langvejs fra i håb om at gøre en god handel, besøge familie, modtage lægehjælp eller simpelthen for at søge i ly for Taleban.

Basaren i Geresk.

Geresk ligger midt i det danske ansvarsområde, og den danske bataljon har samlet alle sine CIMIC folk i Camp Price, så vi herfra kan arbejde samlet og målrettet for sikre udvikling i Geresk by og i Upper Geresk Valley.

En forudsætning for at CIMIC kan arbejde er sikkerhed, så arbejdet skal foregå i tæt samarbejde med de danske og engelske styrker, der opererer i byen og i dalen. De sidste måneders operationer oppe i Green-zone har banet vejen. Der er nu så sikkert, at det er muligt at få sat gang i tingene for alvor. Det er nu, at vi for alvor ser frugten af den indsats, som er gjort af det mekaniserede infanterikompagni og af spejderne i de sidste måneder. Udvikling og sikkerhed går hånd i hånd – så alle i det danske kontingent har bidraget, og der er blevet gået til makronerne.

Resultatet kan i dag ude på vores patruljer aflæses i den almindelige afghaners ansigt. Selvom de lokale afghanere har mistet næsten alt og er gået fra hus og hjem, er taknemligheden i deres øjne samt inderligheden i deres håndtryk ikke til at tage fejl af.

Nutidens indsats har banet vejen for fremtiden. På sigt tror jeg, vi lige nu befinder os i en tid, som uden tvivl vil blive en af de mere mindeværdige i den afghanske historie.
                                                                                                        

Netop nu – og fremtiden.

Fremtiden
Vi har i perioden op til nu - og det vil vi også i resten af vores tid hernede – arbejde målrettet for at medvirke til at forbedre levevilkårene for de lokale. Det kan vi blandt andet gøre ved at forbedre den enkelte afghaners levestandard ved at skaffe adgang til renere drikkevand, tilbyde uddannelse, bygning og renovering af skoler og levering af undervisningsmaterialer, tilbud om alternative afgrøder til markerne til erstatning for valmuer og opium og dette blot for at nævne nogle få muligheder.

Nye kræfter vil snart tage over fra os, og de vil arbejde for at realisere den plan, som det danske udenrigsministerium har lagt for Helmand i år 2008. Nuværende opgaver og projekter er næsten strømlinet med fremtidens ønsker om sikkerhed og uddannelse. Dermed ser jeg alle muligheder for, at mine kommende kollegaer hernede oplever fremskridtet og som jeg mærker, ”at vi vitterligt gør en forskel”.

En tidlig morgen efter en lang nat i Green-zone. Til højre patruljefører premierløjtnant Michael L. Bendixen og til venstre oversergent Carsten Nilsson.

Det er ingen hemmelighed, at følelsen af at gøre noget rigtigt til tider overstiger savnet af ens nærmeste og gør penge til intet, men mit nytårsønske til regeringen derhjemme kunne sagtens være et ønske om fuld skattefrihed for udsendte i missioner.  Set i lyset af vores opgaver hernede, og  at vi hver dag sætter vores liv på spil, kunne man vel ligestille forsvarsministeriets ansatte med andre danske udenlandsarbejdere – der delvist eller slet ingen skat betaler.

Er du én af dem, der nu sidder med et lille smil på læben - intellektuelt uvidende om det at være soldat i et nyt forsvar - kan jeg kun sige:
Der var engang i 1800-tallet, da soldat var noget, man altid kunne blive, hvis alle andre muligheder var udtømt. Sådan er det ikke mere. Smid nu de ternede tøfler ind i skabet, klip 70-er slangekrøllerne af og kom ind i år 2008 sammen med os andre, så vil du også kunne se virkeligheden med egne øjne.

Til mine kollegaer, som går derhjemme og står på tærsklen til at skulle ud på mission samt dem, som i fremtiden overvejer en udsendelse, vil jeg citere et ordsprog, jeg engang læste:

Den enkelte må træffe sit valg
og leve derefter.
Dette er menneskets mulighed
og heri ligger håbet.

Godt nytår derhjemme i stuerne.