Langt fra alfarvej

Det golde ørkenlandskab strækker sig i det uendelige under fødderne. Varmen fra helikopterens udstødning gør det svært at kigge ud gennem den åbne dør i siden. Flyveturen er lang og varm – lige før det fremprovokerer et anfald af luftsyge.

Med ét styrtdykker helikopteren, krænger sig til siden, dykker yderligere og lander. Midt i ingenting. I dette ingenting står fire danske soldater, der råbende præsenterer sig for at overdøve helikopterstøjen.

Da helikopteren er lettet igen og støvet har lagt sig, kan man se stedet ordentligt. I det fjerne vejrer et dannebrogsflag og længere bagude på et stort skilt, der kan ses i hele lejren, står der: FOB Robinson. (FOB = Forward Operating Base)
Her bor, blandt andre, de 13 drenge og piger fra artilleripejleradardelingen – i daglig tale ARTHUR (Artillery Hunting Radar).

- Vi er da lidt isoleret, fortæller sergenten, der af alle bare kaldes MM, og fortsætter:

- Men vi lever fint herude. Der er fjernsyn, og der kommer snart flere internetcomputere, hvilket vi glæder os meget til. Er man lidt socialt anlagt, så er det ikke noget problem at være her, fortæller han.

Dagligdagen i ARTHUR går primært med at vedligeholde radarerne, holde vagt – alle i delingen har på skift vagt ved radarerne, der er bemandet døgnet rundt – og ellers slå tiden ihjel på bedst mulige måde.

Der er ikke meget at gøre godt med, men ARTHUR-folkene har alligevel formået at lave fjernsynsstue, få hængekøjer op, radio og så en god portion hygge i deres hjørne af FOB Robinson.

Denne dag har to af delingens piger fået lov til at hjælpe de britiske soldater med deres ’Medcap’. Et tilbud til de lokale om at komme forbi lejren og få basal lægehjælp. De danske pigers tilstedeværelse hos lægen betyder, at man ikke støder de lokale kvinder, der dukker op.

- Det er rart at komme lidt ud og se noget andet og tale med nogle andre mennesker, fortæller konstabel Karina, da det meste af delingen igen er samlet rundt om bordet, klar til frokost.

- Vi har fået lavet nogle fede aftaler med briterne om, at vi må spise morgenmad og aftensmad i deres Cook-house, fortæller sergent MM. Frokosten må ARTHUR-folkene selv sørge for, så der står den på feltrationer.

Kvadratmetermæssigt er lejren en af de større FOB’er, og ”indbyggerne” har derfor god plads. Basen har en fantastisk udsigt over Green Zone, og de enkelte gange, der har været angreb på lejren, har det ikke påvirket danskerne.

ARTHUR-folkene foran en af deres radarer. De to der mangler er ude og holde vagt.

Lejren er støvet, varm og primitiv. Men det skræmmer ikke ARTHUR-folkene, der alle samstemmende siger, at det slet ikke er så slemt. At man indretter og tilpasser sig.

På spørgsmålet om, hvad det værste ved at bo i FOB Robinson er, bliver der meget stille rundt om bordet. Der debatteres, hvorefter det lyder, at det nok bliver koldt at tage bad til vinter. Men heller ikke dette skræmmer, da én har hørt, at briterne vil lave varme bade.

Da helikopterne endnu en gang hvirvler støvet op, så det skygger for solen, sidder dagens gæster igen spændt fast og klar til at flyve hen over ørkenen. På jorden står der fire ARTHUR-folk og vinker deres gæster tilbage til alfarvej.


FAKTA om ARTHUR

• er udsendt fra Danske Artilleriregiment i Varde.
• De fleste i delingen er soldater, der har gennemgået en Reaktionsstyrkeuddannelse og derefter ansat på kontrakt.
• Radaren kan lynhurtig erkende, hvis NATO-styrkerne beskydes med morterer.