[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Lars, Chef CIMIC, Staben Danish Battle Group

De to ting hænger nøje sammen. Sikkerhed er en betingelse for, at der kan skabes varig udvikling, og udvikling er en betingelse for, at sikkerheden kan bevares.

En af de ting, vi i det danske ansvarsområde har måttet erkende er, at vi er nødt til at acceptere, at udviklingen går langsomt. Samtidig har vi erkendt, at vi er nødt til at sætte selv små projekter i gang, da projekterne er de synlige beviser på, at der er fremskridt. Og lokalbefolkningen bakker op. Det er de lokale, der beslutter hvilke projekter, der skal gennemføres, og det er de lokale selv, der gennemfører projekterne. Den danske bataljon leverer sikkerheden, og den danske stat bidrager med penge.

I den syd-vestlige del af Upper Gereshk Valley, lige i nærheden af en patruljebase, som briterne har navngivet ”Clifton”, har dansk CIMIC og det danske mekaniserede infanterikompagni gang i to små projekter – en lille bro over en bæk og genopbygning af et mindre teglværk. Omkostningerne er små, men betydningen for de lokale er enorm.



Broen ved Clifton.
Læg mærke til kvaliteten. De går op i det – og det vil holde.

Broen ved Clifton vil sikre, at lokalbefolkningen i området kan passere til og fra Green Zone. Broen leder fra Green Zone til den nordlige del af Gereshk og ud i ørkenen. Den trafik der vil passere over broen, vil være med til at forøge handelslivet inde i Green Zone og den vil gøre det muligt for befolkningen i Green Zone, at komme lettere ind til Gereshk for at sælge deres varer.

Teglværket betragter vi i den danske bataljon som en stor chance. For mindre end 30.000 danske kroner vil teglværket blive operativt igen, hvilket vil gøre det muligt for op til 100 lokale at få fast arbejde. Teglværket bliver på én gang rammen om økonomisk aktivitet, og samtidig vil værket måske få de lokale til at holde sig fra at arbejde for Taliban.



Teglværket.
Det væsentligste – ovnene - er der. Men forme og lignende er ødelagt.

Der er mange små projekter i lige netop området omkring patruljebase Clifton. Et andet af disse små projekter er en skole, der vil gøre det muligt for op til 300 børn – både drenge og piger at komme i skole. I længden håber vi i den danske bataljon, at alle disse små projekter vil danne en helhed, der gør området til et sikkert og rart sted at være.