[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I Afghanistan er landbrug den største indtægtskilde for det afghanske folk. Hvad enten bønderne nu dyrker den ene eller den anden form for afgrøde, er og bliver landbruget det primære erhverv i landet. Som et alternativ til landbrug og som et middel til at styrke mikroøkonomien i Helmand, er det koalitionsstyrkernes plan at få finansieret fabrikker og produktionsvirksomheder, som kan skabe flere jobs og øget indtjening for det afghanske folk. 



Den gamle murstensfabrik i Gereshk.

Støtte avler støtte
Sammen med det britiske PRT (Provincial Reconstruction Team) har den danske CIMIC (civilt-militært samarbejde) enhed valgt at støtte udviklingen af en murstensfabrik i den nordlige del af Gereshk.

Den gamle fabrik, som ejes af den vævre, ældre herre Ahmad, har set bedre tider. I området omkring fabrikken var der for otte-ni måneder siden hårde kampe mellem koalitionsstyrkerne og Taleban, hvilket gik hårdt ud over civile bygninger og virksomheder. I løbet af flere besøg i hr. Ahmads landsby har CIMIC talt med landsbyens ældste, besigtiget fabrikken og fået forelagt hr. Ahmads planer for den fremtidige drift.
 
Ved at donere penge til murstensfabrikken vil der komme gang i ovnene, da der vil blive råd til både kul og arbejdskraft. Desuden vil koalitionsstyrkerne – i det omfang det er muligt – kunne købe mursten til disse projekter fra hr. Ahmads fabrik til fremtidige udviklings- og genopbygningsprojekter. Støtte avler med andre ord endnu mere støtte.


Iain King fra det britiske PRT, hr. Ahmad og major Kai fra den danske CIMIC-enhed.

En overvældende gave
Derfor var det en glad og overrasket hr. Ahmad, som for kort tid siden besøgte danskerne i FOB Price (Forward Operating Base) for at underskrive den gensidige aftale om støtte til hans murstensfabrik. Samt ikke mindst for at få udbetalt de to millioner Afghani (ca. 40.000 USD), som det britiske PRT havde bevilliget til projektet.

Mødet foregik i danskernes lejr, da hr. Ahmad – med rette – ikke ville signalere overfor evt. Taleban-sympatisører i hans landsby, at han modtog en så stor pengegave fra det internationale samfund. Pengene skal gå til at købe kul fra Pakistan til de to store ovne samt til ansættelse af ca. 25 arbejdere til fabrikken og til at bygge et hus i forbindelse med fabrikken, hvor arbejderne kan bo.



Hr. Ahmad til møde hos danskerne for at underskrive den gensidige aftale.

Den ”bløde” kamp mod Taleban
Såfremt støtten til murstensfabrikken bliver den succes, som alting peger på, så overvejer det britiske PRT – på baggrund af anbefalingerne fra de danske CIMIC-soldater – at støtte en række andre projekter og tiltag i Gereshk. Herunder en uldfabrik, som i omfang og størrelse er af en anden og større kaliber end murstensfabrikken. Ved at udvide paletten af jobtilbud til de lokale afghanere mindskes talebans muligheder for at hverve daglejere, som for nogle få håndører bliver hyret til at kæmpe mod koalitionsstyrkerne fra dag til dag.

Hvis disse personer i stedet kan tjene deres penge ved at tage fast arbejde på murstens- eller uldfabrikken, så er det yderligere en succes for det afghanske samfund og koalitionsstyrkerne i Helmand, i deres fortsatte kamp mod Taleban.



Lokale afghanere kan om kort tid søge arbejde på enten murstens- eller uldfabrikken i stedet for at tage dagarbejde hos Taleban.