Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
I en stort anlagt øvelse initieret af Multinational Task Force North (MNTF-N) har den danske bataljon i Kosovo testet både eget og civilt kriseberedskab. I øvelsen ”Northern Tremor” har soldater og civile myndigheder løst en række krisesituationer i et tæt samarbejde.
Oplægget til øvelsen var et voldsomt jordskælv i vort ansvarsområde, der er på ca. 70 X 50 km, og med et stort antal ulykker, sammenstyrtninger og evakueringer til følge. Udover den praktiske håndtering af ulykkerne gennemførte den danske bataljon også førstehjælpsundervisning for 400 skolebørn.
I den store øvelse var der deltagelse af både militære og civile organisationer, der alle indsatte deres materiel på ulykkesstederne.
I løbet af den første uge op til den praktiske del af øvelsen afholdt MNTF-N et seminar i den danske bataljons gymnastiksal for de civile ledere fra hele ansvarsområdet. Dette seminar var en stor succes da de to etniske grupper, serbere og albanere, mødtes og diskuterede, hvorledes man skulle håndtere en eventuel krisesituation. At dette ambitiøse tværetniske projekt blev gennemført uden etniske stridigheder og endda med konkrete og brugbare tiltag som resultat, skal betragtes som en kæmpe succes.
Den praktiske øvelse i ugen efter gennemførtes som en række situationer forårsaget af jordskælvet. Disse indbefattede bl.a. jordskred, trafikuheld og med civile, der var faret vild i bjergene.
Til hver situation alarmerede den danske bataljon sin beredskabsenhed samt de civile myndigheder, så både militære og civile enheder ankom samtidig til skadestedet. I terrænet skulle de danske soldater koordinere med de civile omkring indsatsen på skadestedet, antal sårede, behov for evakuering osv. Efter hver gennemførelse var der en evaluering af den fælles indsats, og ordet var frit for både civile og militære deltagere.
Disse øvelser har været rigtig god træning for bataljonen, og de civile myndigheder har udtrykt stor taknemmelighed over at have været inviteret med til øvelsen. Øvelser af denne type og dette omfang har de civile myndigheder ikke prøvet før, og de har udtrykt et stort ønske om at deltage i fremtidige øvelser.
Som et led i øvelsen var der undervisning i førstehjælp på skolerne, og det var en succes.
Førstehjælpsundervisningen af skolebørn var ligeledes en ubetinget succes. Undervisningen blev tilbudt elever fra 5. klasse og op, og fokus var på alarmering og simpel førstehjælp.
Undervisningen blev gennemført af personel fra infirmeriet, støttet af det mekaniserede infanterikompagni. Udover bataljonens soldater var der også civile politibetjente til stede, som hjalp til med undervisningen, snakkede med børnene og fremviste deres materiel. Det eneste problem i forbindelse med undervisningen var, at bataljonen ikke havde kapacitet til at undervise alle børn, og det var nogle af eleverne kede af.
Opgaverne med f.eks. skoleundervisning og krisehåndtering i samarbejde med civile autoriteter har været et spændende afbræk i hverdagen for de deltagende soldater, men det har ligeledes været med til at sætte både KFOR og de civile autoriteter i et positivt lys.
KFOR-styrken vil ikke være i Kosovo for evigt, så øget tillid fra befolkningens side til landets egne institutioner er en absolut nødvendighed.
Den danske bataljon er stolt over at have deltaget i denne øvelse, som har været et lille skridt i retning af et mere velfungerende og sikkert Kosovo.