Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Mørket havde netop sænket sig over Forward Operating Base (FOB) Price, og lejren var så småt ved at afslutte dagen derpå, efter hold 6 havde mistet en kollega, da senior medical officer, overlæge Søren, bliver kaldt op til infirmeriet.
- Jeg fik at vide, at der var kommet en hårdt såret ind, som vi med det samme gik i gang med at behandle. Mens vi stod og var i gang, fik vi at vide, at der var flere sårede på vej, fortæller overlægen.
- Vi hørte, at der ville komme omkring 30 sårede, men som alt andet hernede er det ikke altid, at de lige tæller helt rigtigt. Så vi regnede med, at der nok var tale om tre mere.
Der var tale om tre mere. Og deres 24 kollegaer.
En selvmordsbomber var kørt ind i en gruppe lastbilschauffører, som havde gjort holdt for at drikke en kop the.
En af chaufførerne var død ved ankomsten til FOB Price, men der var stadig 27 andre mænd, som havde brug for hjælp.
- Da hovedvagten indså, at der kom mange flere, blev der slået alarm over lejrens højttalersystem om, at vi havde en ’mass casualty’ – altså mange sårede, fortæller Søren.
Der var ikke plads til de mange sårede på infirmeriet, så interimistiske behandlingssteder blev hurtigt oprettet.
Gennem højttalersystemet fik alle sygehjælpere i lejren besked på at komme til infirmeriet. Blandt dem var konstabel Jesper.
- Jeg startede med at danne mig et overblik og fordele behandlere ud til de sårede. Jeg tænkte ikke så meget på det tidspunkt, jeg handlede bare, fortæller overkonstablen og fortsætter:
- Det var lidt fedt bagefter, fordi det gik så godt. Men lige da jeg kom derop og så, hvor slemt det var, nåede jeg lige at tænke ”uha, er vi klar til det her?”, men vi fik det til at virke.
En af Jespers kollegaer, konstabel Michael, sad et andet sted i lejren og var egentlig på vagt, da Jesper tog fat i ham.
- Tiden stod lige stille et kort øjeblik, inden virkeligheden igen satte ind, fortæller Michael. Også han er uddannet sygehjælper.
- Det var ikke de store skader, folk havde, men det gjorde alligevel ondt på dem. Det var lidt uvirkeligt i starten, men jo mere jeg hjalp til, jo mere følte jeg, at jeg virkelig gjorde gavn, konkluderer Michael.
Jesper og Michael var ikke de eneste, som gjorde gavn den aften. Hele lejren hjalp til, så godt de kunne.
Free hands og fælles hjælp
Da alarmen lød i højttalersystemet, blev hele lejren klar over, at den var helt gal. Det gjorde, at alle, der have mulighed for det, kom til infirmeriet for at tilbyde deres hjælp. Overlæge Søren vurderer efterfølgende, at der mindst har været 75 mennesker i gang med at hjælpe. Alt lige fra at holde dropposerne til at løbe frem og tilbage med bårer. Der manglede på intet tidspunkt hænder.
Der var brug for alle. Både til at holde dropposer, og til at berolige de mange tilskadekomne.
- Det var rørende at se, fortæller Søren og fortsætter:
- Vi havde regnet med, at mange ville hjælpe, men at se det virke var en dejlig oplevelse midt i al ulykken.
Der har også været stor ros til alle, der hjalp.
Konstablerne Jesper og Michael oplevede også, hvordan alle hjalp til:
- De lokale, der arbejder her i lejren, kom til og hjalp. Ingen sårede fik lov til at ligge alene. At de kom og hjalp, viser for mig, at det er det, de gerne vil. Det er i vores ånd, at de selv vil være med. Det var fedt, siger Jesper.
Efterfølgende fik alle involverede mulighed for at snakke om aftenens begivenheder.
- Mange er kommet hen og har givet os et klap på skulderen. Det var da lidt skræmmende mens det hele stod på, men det var super, at det virkede. Det viser igen, at vi virkelig kan finde ud af det hernede, slutter konstabel Jesper.
De danske sygehjælpere i gang med at klargøre en af de sårede til transport med helikopteren.
Efterskrift: Efterfølgende har den danske kampgruppe fået megen ros af lokalbefolkningen for deres store og effektive indsats. Der var også ros fra de andre felthospitaler for det flotte stykke arbejde, sygehjælpere, læger og sygeplejersker havde gjort i FOB Price.
Aftenen i korte træk:
- Omkring klokken otte om aftenen lokal tid, kommer den første sårede ind.
- Klokken kvart over otte kommer meldingen om, at der kommer mange flere sårede ind. Kort tid efter slås der alarm over lejrens højttalersystem.
- I alt 27 mænd fik hjælp af henholdsvis det danske og amerikanske infirmeri.
- En enkelt var død ved ankomsten til FOB Price, og endnu én stod ikke til at redde.
- Seks helikoptere transporterede de sårede ud til felthospitaler andre steder i Helmand, efter de havde fået behandling i FOB Price.
- Den sidste patient fløj fra FOB Price klokken ét om natten.