Næstekærlighed på kosovosk

Af John Andersen, feltpræst

I Kosovo bliver det tydeligt, at kravet om næstekærlighed handler om andet og mere end at overlade sin siddeplads i bussen til den gamle dame. Forleden var jeg inviteret til at deltage i festligholdelsen af Skt. Georgs dagen i Banja nær Rudnik – eller Runik, som albanerne kalder byen (allerede her er antydningen af de etniske uoverensstemmelser).

Den lille landsby Banja udmærker sig ved, at der lever både albanere og serbere. De lever i et tilsyneladende godt naboskab. Vi oplevede, at albanere og serbere sad bænket side om side ved de veldækkede borde. I sig selv bemærkelsesværdigt, at muslimer og kristne sammen fejrede en kristen fest. Det skal dog siges, at der var ikke meget religiøst over festen. Det skulle da lige være den rituelle skål, Ziveli!

Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at to politiske modstandere og fjender sad og talte hyggeligt sammen. Den ene havde faktisk anmeldt den anden for vold. Var der tale om en pragmatisk forbrødring i forhold til visse tjenester og aftaler op til det tilstundende valg, eller var der virkelig tale om en idealistisk kærlighed til næsten? Det skal jeg lade være usagt. Men man kan i hvert fald sige, set i lyset af pinsen, at forudsætningen for at være til, dette at kunne leve med hinanden, er at forstå hinanden. Så på den måde var måltidsfællesskabet i Banja et slags pinseunder.

Henrik Nøbbe mindet

Mindehøjtidelighed på årsdagen for Henrik Nøbbes død i Irak.

Nogle af vores soldater fra det mekaniserede infanterikompagni ønskede at mindes en af deres kammerater, der døde i Irak 14. maj 2007.

I forbindelse hermed fik undertegnede lov at sige nogle ord:

For de fleste mennesker er den 14. maj en helt almindelig dag. For 2. deling, 1. gruppe hos panserinfanteristerne på hold 9 i Irak vil den 14. maj 2007 være en dag, de aldrig glemmer. Det var den dag, de kæmpede for livet. Der var én, der mistede det. Henrik Nøbbe.

Mads og Lindegaard kendte Nøbbe. Mads var med den dag. Det kunne lige så godt have været ham. Eller Lindegaard. Eller enhver anden. Nu blev det Nøbbe, skuddet ramte. I en vis forstand ramte det alle. Først ramte chokket. Så ramte sorgen. Og samtidig ramte tanken, at det er fandeme for galt! Vi var ved at hjælpe dem med at bygge en skole op igen, og så overfalder de os, håner os. Vi er da for pokker ikke deres fjender!

Nøbbe var en god kammerat, et rigtigt socialt menneske, og så var han en god soldat i den forstand, at han virkelig var dedikeret for sit arbejde. Han havde som mange andre unge diskuteret risikoen med familie og venner. Han vidste godt, at det var farligt at være soldat. Men mange tænker, at "jeg bliver ikke ramt".

Os, der er samlede her. Vi er de levende, eller skulle man sige: ”de overlevende”.
Mange tanker melder sig. Måske især dem, der kredser om meningen med det hele. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde”, læste vi før. Et spejl var på brevskriveren Paulus’ tid ret uklart at se i og er dermed et billede på det, vi ikke forstår.

Derfor samles vi her i fællesskab for at mindes en god kammerat. For det kan vi! Det skylder vi ham. For størst er kærligheden!