Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Det nye hold danske soldater i det nordlige Afghanistan, stationeret i Feyzabad, er kommet rigtig godt i gang med deres opgaver. En af opgaverne omfatter det civile-militære samarbejde (CIMIC).
De to danske patruljer (MOT-hold) arbejder hårdt i deres distrikter med at hjælpe civile til en bedre fremtid. Vi er inden for de seneste to måneder begyndt på ni projekter omfattende alt fra skolemøbler til reparationer af vandkanaler, og der er endnu flere projekter på vej.
Forretningsgangen
Det er MOT-førerne, der starter projekterne, når de er ude på deres patruljer. I mange tilfælde bliver der skrevet kontrakt på stedet, og projekterne kan starte med det samme. Det er en unik måde at iværksætte projekter på, og der virker meget effektivt.
Er det større projekter, kører det over distriktsmanageren, der svarer til en dansk borgmester. Vi prøver at støtte og styrke det nuværende administrative system, ved at få distrikterne til selv at tage beslutningerne og gøre overvejelserne om hvor, og hvad der skal laves. En proces der fortsat kræver nogen tid, inden den er fuldt implementeret, men som er godt i gang.
De projekter, vi gennemfører, skal derfor helst godkendes af både distriktet, og ved de større projekter skal det også gerne over provinsregeringen.
MOT 1’s fører, Jens, har lige underskrevet en kontrakt til forbedring af et dansk safe house.
Såfremt et projekt er for stort til, at det ”lille” danske CIMIC-budget kan støtte det, har vi mulighed for at finansiere gennem tyske midler, såfremt den tyske ledelse er med på ideen. Det virker godt, og vi har generelt ikke mange problemer med at skaffe de midler, der skal til.
Senest er der fundet penge til at afslutte et større hydroplant projekt i Zibak, der er et af ”vores” distrikter. De lokale har i dette tilfælde selv samlet en stor sum penge ind til projektet, der endvidere er støttet af en hjælpeorganisation. Det har dog ikke været nok til, at projektet kunne gennemføres. Vi har fremskaffet de sidste midler via tyskerne, så projektet kan starte i nærmeste fremtid og vil kunne forsyne 300 familier i området med elektricitet.
MOT2 kunne således for et par dage siden overbringe det glade budskab til de lokale i distriktet Zibak om, at deres projekt nu kan gøres færdigt. Glæden var naturligvis meget stor.
Projekterne
Når vi iværksætter projekter, er det også for at styrke vores egen sikkerhed, når vi opererer i området. Det er en svær balancegang, for holder vi ikke lidt igen, men bare giver los, bliver befolkningen hurtigt forvænte, hvilket senere kan give problemer. Det er blandt andet derfor, at vi prøver at involvere distrikterne og provinsen i arbejdet.
Eftermiddagsstemning i det danske distrikt Zibak.
Fremtiden
Det ser godt ud for de danske distrikter her i nord. Sikkerhedssituationen er stabil, og det betyder, at de mange forskellige internationale organisationer kan arbejde i området og støtte befolkningen.
Samarbejdet mellem PRT’et (Provincial Reconstruction Team) og de mange forskellige organisationer er velfungerende. Det gør alles arbejde lettere, og det er muligt for begge parter at søge støtte på forskellige områder og samordne indsatsen. På CIMIC-området er det derfor en positiv fremtid, vi går i møde.