[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Fremskudt kommandostation ved Danske Division vil inden årsskiftet råde over fem Piranha’er og en Mercedes GD. Samtidig vil køretøjerne officielt blive overtaget fra Forsvarets Materieltjeneste.

3. Telegrafbataljon træner under øvelsen ARRCADE FUSION 08 blandt andet oprettelse og flytning af samt virket på divisionens fremskudte kommandostation. Det sker med basis i tre nye Piranha’er. Fuldt udbygget vil den meget mobile kommandostation bestå af fem Piranha’er og en Mercedes GD.

Mowag Piranha er en familie af pansrede kampkøretøjer og pansrede mandskabsvogne designet og fremstillet af det schweiziske firma Mowag (nu General Dynamics European Land Combat Systems). Der er produceret tre generationer af køretøjerne, der bruges af mange landes militær.



Oversergent Stephen Rasmussen er sektionsfører for den fremskudte kommandostation ved Danske Division. Han er glad for at kunne øve oprettelse og flytning af samt virket på kommandostationen under ARCCADE FUSION 08.

- Under øvelsen øver vi med to Piranha’er indrettet som føringskøretøj og et som signalcenter, der kan oprette og fastholde forbindelse på blandt andet radio og telefon tilbage til den stationære kommandostation, fortæller sektionsfører, oversergent Stephen Rasmussen.

- Vi har endnu ikke overtaget køretøjerne officielt. Det sker først tæt på årsskiftet, men vi har lånt dem af Forsvarets Materieltjeneste til omskoling af kørere og vognkommandører. Derfor havde vi mulighed for at tage dem med til øvelsen i Tyskland, hvor vi vil indsamle erfaring med konceptet for den fremskudte kommandostation.



Der sikres både foran og bagved køretøjerne i den meget mobile fremskudte kommandostation, når der forskydes og gøres kortvarige holdt undervejs. Fremme på ønsket placering udbygges nærforsvaret af køretøjerne med repræsentanter fra divisionens stab.

Piranha’erne har kun været til rådighed for 3. Telegrafbataljon i et par uger, så der har ikke været mulighed for at træne meget inden afgang til øvelsen. ARRCADE FUSION 08 gennemføres i Sennelager Training Area med divisionens faste kommandostation placeret i Staumühle.

Sektionen består af 14 mand, der fordeler sig med sektionsfører, kørere, vognkommandører og stabshjælpere. Hertil kommer de repræsentanter fra divisionens stab, der skal virke fra den fremskudte kommandostation.



Chef Danske Division, generalmajor Niels H. Bundsgaard, var sammen med stabens politiske rådgiver, cand. scient. pol Nina de Fine Bang, med på jomfruturen for fremskudt kommandostation. Turen gik fra divisionens kommandostation i Staumühle til divisionens tre brigader og divisionstropper øvelsesmæssigt placeret i Sennelager.