[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christian Reinhold, presseofficer

Den dansk ledede Battle Group Center i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan gennemførte 15. januar og i dagene derefter endnu en operation, der skaber grundlag for at befri flere dele af den grønne zone omkring Helmand-floden for Taleban.

Operationen berørte alle enhederne i den danske bataljon. I perioden frem til og under operationen blev der gennemført en større logistisk opbygning, hvor enhederne fra stabskompagniet løste en meget stor opgave. Under angrebet var alle bataljonens enheder indsat i forskellige opgaver. Desuden var der støtte fra helikoptere, ubemandede overvågningsfly og kampfly.

Patruljebase efter dansk idé
Nogle kilometer nord for Patruljebase Sandford, hvor det danske, mekaniserede infanterikompagni har deres base, er der blevet oprettet en ny patruljebase. Den nye patruljebase kaldes Armadillo efter det logo, som den tidligere chef for det mekaniserede infanterikompagni, major Anders Storrud, havde kæmpet under i Irak og havde taget med til panserinfanterikompagniet under missionen i Afghanistan. Det var Anders Storrud, der døde i Helmand-provinsen den 16. oktober, der fremlagde planen om at placere en patruljebase netop her.

Fremrykning til fods
Den nye patruljebase er i det væsentligste blevet erobret og oprettet af britiske enheder underlagt battle group center. Forudsætningen for denne del af operationen var, at det danske infanterikompagni rykkede frem til fods i den grønne zone på vestsiden af Helmand-floden for at binde fjenden. På den anden side af floden var andre britiske enheder indsat til støtte for operationen. 

Når patruljebasen er færdigetableret kan man herfra dominere endnu et stort stykke af den grønne zone og derved skabe forudsætninger for den videre udvikling i området. I fremtiden vil den nye patruljebase være springbrættet for operationer længere op i dalen, når taleban skal presses endnu længere væk fra Gereshk.

Det er i området omkring et større, afghansk compound, patruljebase Armadillo opbygges. Herfra er der et særdeles godt udsyn ned over den grønne zone omkring Helmand-floden netop på det stykke, hvor den er smallest.

Kampvogne og mineplejle
Den danske kampvognsdeling, der i operationen den 5. januar viste sig meget effektiv til flankesikring, udfyldte under operation igen samme funktion på kanten af den grønne zone. Danske mineplejle er indsat i området bag den nye patruljebase. Her skal de rydde forsyningsvejene for gamle sovjetiske miner, så det bliver sværere for Taleban at forudsige, hvor kolonnerne vil køre, og derfor også sværere for Taleban at anvende vejsidebomber mod kolonnerne.

Klar til hold 5
Oprettelsen af den nye patruljebase Armadillo og fjernelsen af Taleban fra endnu et stykke af den grønne zone skaber de bedste forudsætninger for den snarlige overdragelse til hold 5. Nu er det ikke længere Sandford, der er forreste post mod fjenden, og det giver hold 5 de bedste muligheder for at komme roligt på plads i området, inden de indsættes i mere krævende operationer.