Nytårsord

I det mindes vi om, at vor mission koster dyrebare menneskeliv. Og i det føler vi med de efterladte derhjemme. I savnet og sorgen skal de finde ind i en ny tilværelse. De skal finde et ståsted, samtidig med at tabet skal have lov at leve i dem. Det tænker vi på herude. Vi tænker på de efterladtes strid for at genvinde modet og livet.

Det kan da være en trøst at holde fast i salmen ”Altid frejdig, når du går”. Den har vi på Hold 6 sunget, når vi i en ærefuld og smuk ceremoni har sendt vore døde kammerater hjem. Salmen samler vor smerte i en inderlig og kraftfuld manifestation af sorg, afmagt og medfølelse. Dens ord udsiger det, vi ikke selv kan sige, og da møder vi med bøjede hoveder lindring og håb. For i tabet og sorgen må både vi og de efterladte leve videre. I en nænsom og respektfuld kærtegnelse af det liv, vi skal og vil leve.

Da står det også klart, at de dødes pris, hvor uoverstigelig den end er, ikke må være meningsløs og ikke skal fastholde os i håbløshed. Salmen siger selv, at overlader du dig til Guds veje, og tør du kæmpe for det gode mod det onde, da bliver livet ikke så svært at leve. Heller ikke tanken om døden. Mørket viger nemlig, når livsviljen vinder over frygten og angsten. Vi vinder modet og kan se stjernerne lyse. Det mod der kommer til os i vor overskridelse af netop frygten og angsten. Vi ser da livet. Vi kan le. Vi kan glædes. Vi kan sørge. Vi kan savne. Vi møder da lyset. 

I mindet om vore afdøde kammerater og i vor medfølelse med de efterladte føler og tænker vi, at det nye år skal og må give os mod til fortsat at kæmpe for det, vi tror på. Vi har en sag. Vi har en kamp. Vi skal forsvare livet mod kaos. Vi skal bide os fast i bordkanten. Vi skal bekæmpe ondskaben. Det giver håb – også i det forgangne års tab af gode mænd. Et håb som også er bundet til de gode mænd og kvinder, der dag for dag kæmper videre.

Som en soldat jeg talte med forleden. Han håbede, at han med sin tilstedeværelse bidrog til at skabe fred. Han kunne godt lide at se de afghanske børn. Se dem glade. Lege med dem. Tale med dem. Men det påvirkede ham, at afghanerne har så lidt. At deres liv er en eksistenskamp. Var ren overlevelse. Var en evig kamp mellem forskellige klaner. Han var bedrøvet på deres vegne. Deres fattigdom virker som en osteklokke, sagde han.

Derfor fortrød han heller ikke, at han var blevet soldat. Han ville gerne gøre en forskel. Var stolt af at se Dannebrog blafre. Ville gerne kunne hjælpe. Og vil gerne vende tilbage til Afghanistan på et senere hold for med egne øjne at se, om livet er blevet bedre for den almindelige afghaner. Hans ønske indeholder et håb om forbedring og er som sådan et nytårsforsæt. Vel at mærke på håbets betingelser. For håbet er en motor, der alene tager udgangspunkt i nuet. Et nu der også behøver håbets kraft. Ikke mindst i mindet om vore afdøde kammerater.