[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af P. S.  Pedersen, major, chef for Nationalt Støtte Element, Kandahar

Når danske soldaters indsats i Afghanistan omtales i medierne, er det ofte i forbindelse med fordrivelse af taleban-krigere, altså ude i den skarpe ende af missionen. Men denne succes kan ikke opnås uden et forsvarligt og godt virkende fagligt back up, der sikrer forsyninger af alt fra snørebånd til krudt og kugler.

Derfor var det også med stor glæde, at personellet ved det nationale støtte element (NSE) på Kandahar Airfield kunne se frem til besøg af forsvarschef, general Jesper Helsø og det sæt af ISAF-medaljer, som han havde med på sin rundtur i Afghanistan.

Før selve medaljeoverrækkelsen holdt forsvarschefen en tale, hvor han blandt andet fremhævede vigtigheden af de logistiske enheder i alle forsvarets opgaver.

- NSE har været en vigtig forudsætning for, at de kæmpende enheder har kunnet og stadig kan løse deres opgave med rigtige gode resultater i Helmand provinsen. Selvom NSE ikke har været ude i fronten ved Sandford, har de haft en vigtig rolle i den opgave, som de danske enheder løser i Afghanistan.

Gennem hele perioden har der været en god stemning og et rigtig godt samarbejde mellem de kæmpende enheder fra Helmand provinsen og den logistiske enhed på Kandahar. NSE har på alle tider af døgnet i hele perioden gjort alt hvad der er muligt for at få forsyningerne hurtigt videre til Helmand, Chaghcharan og Feyzabad.

Bagefter uddelte Forsvarschefen personligt medaljer til alle fra NSE.

Nu er der ikke lang tid til NSE begynder at overdrage til hold 5. Inden deres tur hjem, skal de støtte rotationen af hold 4 og hold 5, således hold 5 kan komme godt og sikkert herned, og hold 4 kan komme velfortjent hjem til deres familie, venner og kærester.