[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Forsvarets Personeltjeneste  og  Anders V. Fridberg.

Bedre støtte til de pårørende 
I dag åbner Forsvaret en ny telefonlinje. Pårørendetelefonen skal sikre, at familier til udsendte soldater nemmere finder den støtte, som Forsvaret kan give dem.

Klokken 8 mandag morges fik pårørende til soldater på de internationale missioner en ny telefonlinje, som de kan bruge, hvis de har brug for at tale med nogen i Forsvaret. Den nye telefonlinje, der hedder Pårørendetelefonen og har nummer 7216 1818, er bemandet alle hverdage fra kl. 8–15 og alle ugens dage fra kl. 19-22.

Chefen for socialrådgiverne i Forsvaret, Tinne Kjær, mener det er vigtigt at de pårørende kan komme i kontakt med nogen når de oplever behovet. Og selvom det ikke nødvendigvis er en socialrådgiver der er behov for, så kan de pårørende få hjælp over telefonen til at komme det rigtige sted hen.

- Telefonen giver pårørende en mulighed for at komme i kontakt med nogen uden for almindelig arbejdstid. I dagtimerne kan de, som hidtil, kontakte den socialrådgiver de har mødt til et af pårørendearrangementerne. Men der har været et behov for at ”udvide åbningstiden” lidt. Nu har pårørende til Forsvarets ansatte så mulighed for at ringe til Pårørendetelefonen hver aften mellem 19 og 22, siger Tinne Kjær.

Åbningen af Pårørendetelefonen er et vigtigt skridt i en større indsats for at styrke indsatsen over for de pårørende. Forsvarsakademiet har netop udgivet bogen "Baglandet", der gennem samtaler med pårørende til udsendte, tydeliggør og anerkender deres indsats. Og i løbet af foråret forventer Forsvaret at lancere en portal, som pårørende kan bruge som samlet indgang til information, rådgivning og netværk.