[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Baret, basis, bælte og rygsæk.
Der er meget at holde styr på for de mange nye rekrutter, som i går mødte forventningsfulde på kaserner i hele landet for at begynde fire måneders basisuddannelse i hæren.

Allerede første dag blev de 270 unge rekrutter i Varde introduceret for begreber som "tre geledder", "højre om" og mange andre fagudtryk. I Varde er 13 piger i gang med at lære at spænde udrustning sammen, mens hele 37 piger er i gang med en tilsvarende undervisning i Aalborg. Pigerne har udgjort ca. 7 procent af tidligere hold i hæren.

Man kunne spore en vis usikkerhed ved de fleste, men det er jo altid svært at starte et helt nyt sted sammen med mennesker, man overhovedet ikke kender.

De spændte og lidt forsigtige nye soldater modtog en masse ny udrustning og mange uniformsdele.

Den første udfordring var at få baretten til at sidde kækt. Det gør jo ikke noget, at man også ser smart ud.
 

Trods den tunge rygsæk er smilene store ved rekrutterne på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Veninderne Lisbeth Markusen og Catrine Fælled er klar til en krævende uddannelse og gode oplevelser med deres nye kammerater på kasernen i Aalborg. Pigerne mødte hinanden, da de gik på handelsskole i Hjørring. Her blev de enige om, at fremtiden for dem kunne være ved politiet. Derfor er de i dag på Aalborg Kaserne, og de vil senere søge ind til militærpolitiet for at blive så godt rustet som muligt til karrieren ved politiet.
 
Omtrent 500 nye soldater mødte i dag på Aalborg Kaserner. Drengene for at starte aftjeningen af deres værnepligt og pigerne for at benytte sig af deres ret til at få en uddannelse i Forsvaret.
Cirka 10 procent af de soldater, der mødte på Aalborg Kaserner, er piger.

De værnepligtige kommer fra hele landet, og trods kulden var det en flok positive unge mennesker, der for langt de flestes vedkommende har meldt sig frivilligt til deres nye tilværelse i det grønne tøj.