[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En militær mission i et kompliceret land som Afghanistan er ingen nem opgave. Når missionen i tillæg består af en række forskellige nationaliteter, som sammen skal løse den udfordrende opgave med at skabe fred og sikre genopbygning, bliver opgaven yderligere kompliceret. I denne uge besøgte den øverstkommanderende for Task Force Helmand de danske styrker.

Brigadegeneral Mark Carleton-Smith i midten og oberst Jens Lønborg til højre.

Indsigt og forståelse
Den britiske brigadegeneral, Mark Carleton-Smith, chef for 16. Air Assault Brigade, som i april overtog ansvaret for Task Force Helmand, besøgte mandag det danske hovedkvarter i FOB Price (fremskudt base) for anden gang. Danskerne er direkte underlagt den britisk ledede Task Force Helmand, som sammen med de ligeledes britisk ledede Provincial Reconstruction Teams (PRT) styrer og koordinerer hele indsatsen i Helmand provinsen – både den civile og den militære del.

Brigadegeneralen og den nytilgåede chef for PRT, Hugh Powell, blev briefet af oberst Jens Lønborg om danskernes arbejde i og omkring byen Gereshk og den grønne zone. Specielt danskernes store engagement i at styrke koordinationen mellem de lokale, afghanske myndigheder og de afghanske sikkerhedsstyrker i Gereshk, vakte interesse og nysgerrighed hos brigadegeneralen.

Klar til at rykke ud – den øverstkommanderende var selvfølgelige på det forreste køretøj i kolonnen.

I nærkontakt med Gereshk
Efter briefingen i FOB Price havde danske og britiske soldater planlagt en patrulje ind til byen, så brigadegeneralen ved selvsyn kunne se de fremskridt, der er sket. Således opsiddet i det forreste køretøj indtog brigadegeneralen helt naturligt funktionen som skytte, stående i toplugen på den britiske Land Rover.

Danske, britiske og afghanske soldater sørgede for eskorten ind til Joint District Co-ordination Center (JDCC), hvor køretøjerne blev parkeret. Herfra gik følget en fodpatrulje gennem byen, hvor brigadegeneralen fik lejlighed til at tale med et par af de lokale butiksejere og danne sig et indtryk af arbejdet med at forbedre sikkerheden i byen.

Besøget har resulteret i endnu større forståelse for det vigtige arbejde, som de danske soldater udfører samt styrket detaljeplanlægningen og den fælles projektledelse af indsatsen i Helmand-provinsen. En provins, som for hver dag der går, synes et skridt nærmere fred, sikkerhed og bedre levevilkår for dens indbyggere.

Afghanske soldater venter på at køre på patrulje med den britiske brigadegeneral.