[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kaptajn Jasper Vilgaard, Presseofficer.

Kistebærere

Dele af det britiske kontingent og alle danskere i alt ca. 1000 soldater var forsamlet i Camp Bastion ved landingsbanen for at sige farvel til Anders Bjørn Storgaard. Derefter bliver Anders fløjet hjem til sin familie, som i de kommende dage har en hård tid foran sig, hvor også de skal tage deres sidste afsked med Anders.

 

Præst læser

Ceremonien kender vi desværre snart alt for godt hernede, men den bliver ikke nemmere. Præsten startede med sin indgangsbøn og læste derefter fra bibelen. Næstkommanderende for de danske styrker fulgte op med oplæsning af Bataljonens mindeord.. Alt sammen, så vi er sikre på, at Anders kan få en god og sikker hjemtur, og for at vi alle kan vise, hvor stort et savn det er for os at have mistet ham.

Da flyet lettede, kredsede det over Camp Bastion, hvorefter det en sidste gang fløj lavt henover paraden og kippede med vingerne. På den måde blev der sagt et værdigt farvel til Anders.

Flystøv

Savnet bliver stort for kammeraterne for Livgarden, men det er tydeligt at se, at de vil fortsætte opgaven i Helmand. Særligt nu, så Anders’ død ikke vil have været forgæves.

Hjemtagelse og mindehøjtidelighed
Den dræbte, Anders Bjørn Storgaard fra Den Kongelige Livgarde, kommer til Roskilde lufthavn tirsdag den 1. april klokken 14:30.

Der vil derefter være en mindehøjtidelighed, som vil blive overværet af de pårørende samt de nærmeste venner og kolleger.

Forsvarsminister Søren Gade, chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou og chefen for Den Kongelige Livgarde og Kammerherre oberst Lasse Harkjær deltager i ceremonien.
Fra udlandet deltager US forsvarsattaché Captain Roger Coldiron og UK forsvarsattaché Wing Commander Richard MacCormac.

Begravelse
Konstabel Anders Bjørn Storgaard begraves fra Garnisonskirken i København den 5. april klokken 11:00.
Det bliver en civil begravelse med militært islæt. De efterladte ønsker ikke kontakt med medierne. Jordfæstelsen foregår under private omstændigheder og de efterladte frabeder sig al omtale i medierne.

Til redaktionen
Pressen inviteres til at være tilstede ved mindehøjtideligheden i Roskilde lufthavn tirsdag den 1. april. Der vil være mulighed for at fotografere flyets ankomst, og at kisten bæres ind i det modtageområde, hvor mindehøjtideligheden finder sted. Pressen vil således ikke kunne overvære selve mindehøjtideligheden.

Der vil ikke være mulighed for at kontakte og tale med de pårørende.

Mødested og – tid
Roskilde lufthavn indgang senest klokken 13:30.

Kontaktmulighed HOK presseofficer Hans Vedholm 70 22 19 99.