Road trip gennem fire provinser

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Daniel, kaptajn

Den danske patrulje i Chaghcharan indledte anden halvdel af missionen med at køre tværs igennem fire centrale provinser for, at bringe en ekstra UNIMOG lastbil til lejren i Chaghcharan. UNIMOGen kom fra Varde kaserne, og den skal nu mærke det ubarmhjertige afghanske bjergterræn.

Patruljen var sammensat af fem ordinære patruljefolk, den danske chef og den danske operationsofficer, der var med som ekstra sikring og som bonus fik en på opleveren. Holdet var fordelt på to køretøjer, en Mercedes UNIMOG og en Toyota Landcruiser.

Tidligt lørdag morgen blev vi mødt af tre franske Piranha’er, som eskorterede os sikkert igennem Kabul og frem til den amerikanske militære flyvestation Bagram i Parvan provinsen. Turen var en sand oplevelse igennem de mørke og skumle industrikvarterer i Kabul, hvor kun kæmpe, civile lastbiler med overvægt kørte i nattens mulm og mørke, og Jalalabad Road, der er kendt som et trafikmareridt, lå nu stille hen.

Efter godt en time nåede vi den enorme amerikanske militære flyvestation Bagram, og herfra havde vi omkring 130 km på egen hånd. Den planlagte amerikanske eskorte havde fået en vigtigere opgave, så navigationen måtte belave sig på GPS’en og sergent Kristians evner.

Køreturen tværs igennem Parvan provinsen var en meget modsætningsfuld tur, lige fra brede hovedveje med mindre forstadsbyer i næsten hæderlig standard til små, snævre bjergveje, som førte os igennem golde bjergkløfter, til små frodige lerklinede landsbyer med fredelige bønder. Efter godt 10 timers kørsel mødte vi vores new zealandske venner fra PRT’et (Provincial Reconstruction Team) i Bamiyan.

Den danske patrulje efter link up med new zealænderne.

Resten af turen mod Camp Kiwi og det new zealandske PRT gik over stok og sten og førte os igennem grønne dale med stenblæste klippesider. Da vi nåede frem til lejren, blev vi budt velkommen af den new zealandske stabschef, der var meget interesseret i vores arbejdsgang i PRT Chaghcharan.

Lejren lå i næsten 2500 m højde, og man havde en perfekt udsigt til de tidligere Buddha statuer, Djengis Khans borgruiner og til grønne dale med snebeklædte bjerge.
 
Lejren var utrolig hyggelig og mindede om en blanding af Christiania og en moderne hippilejr med strandhuse. Stilen var afslappet, og cafeteriet var i bedste kollegiestil, hvor soldaterne selv laver maden på ”go' gammeldaws facon”.

Patruljen foran den ødelagte Buddha-statue.

En del af patruljen i Camp Kiwi.

Aftenen i Camp Kiwi gik med vedligeholdelse og ren afslapning. Dog valgte chefen og operationsofficeren at bruge aftentimerne på at bestige et mindre bjerg, som nåede 2950 m over havets overflade. Fra ruinerne af en tidligere russisk militærpost kunne vi nyde udsigten udover den grønne Bamiyan-dal med dens buddha-huler i baggrunden. I forgrunden kunne man ane Goliat, der er Djengis Khans ødelagte borg, som i 1200-tallet blev bygget på en klippehøj midt i dalen. Ruinerne er åbne for offentligheden, og under opstigningen til toppen kan man stadig se de over 800 år gamle fæstninger.

Resterne af Djengis Khans borg.

Dagen efter lå der syv timers bjergkørsel foran os. En new zealandsk patrulje skulle eskorterer os til en fremskudt patruljebase i den sydvestlige del af Bamiyan provinsen.

Inden turen for alvor gik løs, måtte vi dog lige have et par billeder af de 1600 år gamle Buddha-huler. I år 2001 sprængte Taleban de to 30 m høje buddha-statuer i luften. Denne forbrydelse på kulturarven fandt sted, da Taleban kun respekterer Islam, hvilket Buddha-statuerne ikke repræsenterede. I forbindelse med de tidligere buddha-statuer befinder der sig den dag i dag flere hundrede små huler, hvori datidens munke har boet. I nogle af hulerne kunne vi se næsten intakte kalkmalerier og sandskulpturer. Men vi fik altså ”resterne” at se, hvilket var en kæmpe oplevelse.

Turen frem til patruljebasen, hvor vi skulle overnatte, var en sej køretur. Men et eventyrlandskab, som taget ud af Ringenes Herre. Undervejs stoppede vi i en patruljebase midt i en by, hvor der var rig mulighed for at opleve en rigtig afghansk landsby på nært hold. Begge patruljebaser er ejede af lokale narkobaroner, så ingen tør at ødelægge disse bygninger – ej heller angribe dem, hvilket gjorde dem til perfekte patruljebaser.

De new zealandske soldater i Panjab distriktet i Bamiyan provinsen var umådeligt flinke, og dagens anstrengelser blev afsluttet med store grillbøffer og rugby i gruset i den lille lejr, som fylder næsten tre fodboldbaner.

Tredjedagen startede tidligt, da vi skulle nå igennem resten af Bamiyan provinsen, for at møde vores litauiske kollegaer ved grænsen til vores egen provins – Ghowr provinsen. Efter knap tre timers hård bjergkørsel mødte vi velkendte ansigter igen. Det litauiske PRT havde valgt at sende ikke mindre end 11 køretøjer ud for at møde os. Litauiske, kroatiske og amerikanske patruljefolk var mødt frem. Desuden var det lokale politi fra Chaghcharan også med, så vores multinationale karavane på 13 køretøjer måtte bestige 13 bjergpas, før vi igen kunne komme på god grusvej og få farten lidt op.

Turen igennem distrikterne Lal Va Sar Jangal, Dowlat Yar og Chaghcharan var velkendt terræn. Dog undgik vi ikke mindre problemer under den otte timer lange køretur. En af firehjulstrækkerne fra det afghanske politi fik lettere motorproblemer på de stejleste stigninger, og enkle køretøjer måtte også skifte dæk undervejs. Naturen var stadig imponerende, selvom solen havde afbrændt store dele af vegetationen i områderne.

Efter den samlede køretur på 33 timer fordelt på tre dage kunne vi endelig melde os tilbage i vores velkendte og faste base i lejren i Chaghcharan. Alle var trætte, men en kæmpe oplevelse rigere.