[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

Kampen for et sikkert Afghanistan foregår ikke alene i den grønne zone i Helmand. Danske og allierede soldater patruljerer ofte i byen Gereshk, som med sine ca. 50.000 indbyggere er en af de større byer i Helmand provinsen. Det er blandt andet her, at danskernes CIMIC (civilt-militært samarbejde) team sammen med briterne har iværksat en række bygge- og udviklingsprojekter, som skal gøre hverdagen bedre for indbyggerne i byen.

I takt med at sikkerheden i Gereshk øges, bliver hverdagen for indbyggerne bedre.

Sikkerhed starter indefra
I den forbindelse gør danskerne en ganske markant indsats for at sikre, at samarbejdet mellem civile myndigheder samt politi og militær i Gereshk bliver så optimalt som overhovedet muligt, så sikkerheden i byen styrkes. Blandt andet skaber danskerne rammerne for de ugentlige Gereshk Steering Group (GSG) møder, hvor alle lokale beslutningstagere mødes. Disse møder holdes i Joint District Co-ordination Centre (JDCC) i Gereshk, hvor både afghansk militær og politi holder til.

Soldater fra den afghanske hær (ANA) bemander radiostationen ved Joint District Co-ordination Centre (JDCC) i Gereshk.

Lokalt ansvar er en nødvendighed
Det er med sikkerhed som det er med genopbygningsprojekter – hvis danske og allierede styrker sørger for det hele fra A til Z, så tager de lokale myndigheder ikke ejerskab for slutresultatet. Derfor er det magtpåliggende for den danske indsats, at de lokale myndigheder sammen med politiet og militæret koordinerer opgaver og ansvar, godt hjulpet på vej af danske og allierede rådgivere.

Fra det danske udenrigsministerium har danskerne Georg Güntelberg med som specialist og rådgiver på den civile del af opgaveløsningen. Georg har lang erfaring med Afghanistan og kender alt til muligheder og begrænsninger i det urohærgede land.

Georg er danskernes repræsentant og rådgiver fra Udenrigsministeriet, og forstår om nogen at forhandle og samarbejde med de lokale afghanske myndigheder.

Fremskridt, frihed og en mere sikker hverdag
Uroen i provinsen til trods så er den danske indsats hægtet op på den overordnede plan for fred, sikkerhed og udvikling i Helmand provinsen, Helmand Road Map, som Storbrittanien har formuleret. Køreplanen dikterer, at al indsats i Helmand – både civil og militær – har fokus på at skabe bevægelsesfrihed for civilbefolkningen i Gereshk og mellem de forskellige udviklingszoner i provinsen. Og overordnet set har planen til formål at skabe sikkerhed og herved danne grundlag for stabilisering og udvikling til gavn for det afghanske folk.

Det er vejen til en bedre og fredeligere hverdag, som kun kan opnås ved samtidigt at yde en håndfast indsats overfor Taleban, styrke ansvarsoverdragelsen til lokale myndigheder og søsætte endnu flere fælles genopbygningsprojekter mellem danske styrker og den afghanske civilbefolkning.

Fælles køreplan for civile og militære myndigheder er vejen frem for et bedre og mere stabilt liv i Gereshk.