Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Henrik, major, chef NSE
En snestorm på og omkring Kabul var årsagen til, at en del af det nye Nationale Støtte Element (NSE) på Kandahar Air Field fik forlænget deres ophold i Danmark et døgn inden afrejsen. Forkommandoet, som var rejst af sted allerede den 30. januar, nåede nemlig at varsko det næste rejsehold, så NSE´ets folk fik et ekstra døgn hjemme hos familien. Hovedstyrken afgik således fra Karup 7. februar omkring midnat og landede dagen efter ved middagstid i Kabul.
Så hele styrken er nu vel ankommet til Afghanistan efter en længere rejse fra Danmark.
Vores forkommando, som har bestået af vores terminalfolk, stødte til os i Kabul, hvor det altså var lutter kendte ansigter, der tog imod. Efter at have modtaget udrustning, våben og ammunition, gik det efter et par timer videre med den danske Hercules til Kandahar.
NSE hold 4, glade og klar til at rejse hjem.
I Kandahar blev vi modtaget af Hold 4, som var meget glade for at se os. Det virkede nærmest som om de har glædet sig at komme hjem!
Vi blev herefter transporteret ned til NSE-området, hvor vi fik den officielle velkomst samt sikkerhedsbriefing. Hold 4 havde meget venligt klargjort vores nye indkvartering, så vi kunne rykke direkte ind i vores nye ”hjem” de næste seks måneder, fire-mands stuer. Forholdene er fantastiske med både køleskab og TV på værelserne, så der er i sandhed ikke noget at klage over.
Vi begyndte herefter på den velplanlagte overdragelse, som hold 4 havde lavet, herunder mønstring at alt vores materiel. Overdragelsen er foregået fra funktion til funktion, således at alle fokusområder, kontakter og ”tips og tricks” er blevet overleveret direkte til de nye i funktionen.
Vi har således brugt de sidste fire dage på overdragelsen, og alle sektionsførere kunne i dag melde, at de var klar til at overtage deres del af butikken, og da mønstringen af materiellet endvidere er så godt som afsluttet, kunne vi i dag klokken 12 lokal tid gøre det, som begge hold har set frem til, kommandooverdragelsen fra NSE hold 4 til NSE hold 5.
Begge hold var således opstillet i appelgården, hvor chefen for hold 4 takkede sit NSE for den flotte indsats, de har ydet de sidste seks måneder. Han fremhævede med rette, at de afleverer et velfungerende NSE til hold 5. Herefter blev det danske flag halet som et symbol på afslutningen af deres hold.
Hold 4’s Dannebrog hales for sidste gang.
Herefter blev kommandoen officielt overdraget og kl. 1208 lokal tid havde major Henrik, hold 4, kommandoen over det danske NSE i Afghanistan med ordene: ”Jeg har kommandoen”.
Chefen fortsatte således:
- Det er en fornøjelse at komme til en velfungerende enhed i god gænge. I har skabt gode forudsætninger for hold fems fremtidige opgaveløsning. Vi kommer velforberedt til at løse opgaven, så nu er det så op til os at fortsætte i det gode spor, som hold fire har lagt.
Chefen for hold fem, Henrik, modtager chefen for hold fires mobiltelefon, som symbol på kommando overdragelsen ved NSE.
Herefter blev et spritnyt Danneborg hejst, og hermed var også symbolikken i orden. Efter et gruppebillede af det nye og skarpe hold fortsatte dagens tjeneste.
NSE hold 5, nye og friske fra Danmark klar til at støtte alle Danskere i Afghanistan.
Så alt i alt: Hold 4 er klar til at komme hjem og vi er klar til at overtage.