Soldatens heltemod

ET TAB AF EN SOLDAT gør, at alle stopper op. Alle i lejren er knugede. Alle sørger over tabet af en fælle, kammerat og ven. Der er samtaler og dæmpet snak. Og samtidig en dedikeret respekt. For den dræbte. For de efterladte.

Også for modet: At indsatsen var at miste livet. Der afholdes mindegudstjenester. Hvor det ceremonielle rummer følelserne. Hvor det ærefulde og smukke omfavner den dræbte. Med en bevidsthed om morgendagen. De danske soldater ved, at de skal ud af porten igen. Det krævet sit mod. Et nærværende mod. Og man må uvilkårligt spørge: Hvad er mod?

Jeg er imponeret af de danske soldater og også lidt stolt af dem. Fordi de er målsatte. Fordi de går fra morgenmaden og lidt sjov snak ud til ansvarsfuld alvor.

Jeg er imponeret af de danske soldater
 

Mærker koncentration. Mod noget der godt kan tangere noget overvirkeligt, men ikke noget mere virkeligt. Soldaterne er i ordets forstand lig deres virke. Soldaterne skal stole på hinanden. Have tillid. Alt sammen noget, der i sig selv kræver mod. Det mod, vi er skabt med for at kunne overskride os
selv. Både for en selv og andre.

Mennesket har brug for at kunne og skulle overskride sig selv. Både i hverdagen og under ekstreme situationer. I det er vi altid konfronteret med det fundamentale, at frygten og angsten ikke må tage magten fra os. Frygten, som bundet til noget bestemt. Angsten, som bundet til noget ubestemt.

Modet har også mytologisk grund. Bundet til forevigede handlinger. David slog Goliath ned med en sten og bliver eksemplet på, at den lille kan slå den store. At overmagten kan besejres. At man ikke som lille er uden kræfter. Det har vi brug for. Til efterfølgelse og beundring. Dog altid i en glorificering, der betoner det godes kamp mod det onde. Helten må ikke være ond. Det er indlysende. Vi må ikke identificere os med ondskaben. Og dog kan man historisk pege på dyrkelse af ondskaben. For eksempel Hitlers vanvittige herrefolksideologi. Vi må i det hele taget ikke forfalde til klam idealisme, hvor idealerne skal bruges til at mobilisere sager, der ikke rummer plads for mennesket som slet og ret menneske.

Men det forbehold må ydmygt tage afsæt i, at vi alle i skabelsen har fået den gave, at modet er nedlagt i os. For soldaterne i Afghanistan udfolder det sig fuldt ud i alene selve tilstedeværelsen. I det er modet heller ikke absolut, men finder naturligvis også udtryk i menneskelig afmagt, når man
mister modet. Dagligt og som menneske. Det skal vi også have respekt for. Og da netop stå bi som medmenneske. Modet er ikke en konstant størrelse.

Alligevel er der brug for store ord. Dem må vi tage i vores mund. Det mod, som udvises i Afghanistan, er ikke som sådan større end det, der udvises dagligt derhjemme. Men fortættetheden gør, at vi må tale om heltemod, fordi overskridelsen konstant finder sted. Alene anerkendelsen kræver ord.

Soldaterne har i al fald et sundt fokus og er lig deres virke. De ved godt, at de er udsendt med et mandat til at hjælpe afghanerne og til at modvirke terrorisme. I det lys er soldaterne hver dag modige.
De er helte. De er heltmodige.



Artiklens forfatter feltpræst Kristian Massey Møller