[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af S.T. de Serene d’Acqueria Jensen, kaptajn, presseofficer

Lørdag den 30. august gennemførte KFOR 19 en stort anlagt sportsdag med formålet at lære hinanden at kende på tværs af nationalitet, enhed, grad og køn. Og missionen lykkedes.

Kontakt og velfærdsofficeren, kaptajn H. Ø. Nielsen, havde lagt hovedet i blød, og resultatet var 11 mere eller mindre ukendte discipliner.

Starten på en af de mere traditionelle discipliner – Stafetløb.

Herover en af de mere ukendte discipliner – Vandtransport.

Sportsdagen endte uden nogen skader og med blå hold som vindere.

Efter den vellykkede sportsdag stod menuen på barbecue, hvor cafeteriet havde gang i de store grills for at følge med de omkring 300 sultne idrætsudøveres indgreb i buffeten.

Chefen i samtale med en af de danske kokke.

Aftenen sluttede i messeområdet, hvor flere fortsatte dagens konkurrencer med dart, billard og bordfodbold.

Et vendepunkt
Dagen markerede et vendepunkt. For hvor forrige hold af operationelle grunde så sig nødsaget til at inddrage en stor del af de gængse velfærdsture (R&R, besøg i andre lejre og præsteture), tillader situationen i dag at disse ture genindføres.

Derfor var omkring 30 soldater søndag den 31. august på præstetur for at se på drypstenshuler. Endvidere vil kontakt- og velfærdsofficeren i nærmeste fremtid blive sendt til Grækenland og Bulgarien for at indgå aftaler med hotellerne, der skal anvendes under de kommende R&R ture.