[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kim Vibe Michelsen, journalist

- Spillet er i gang, siger øvelsesleder, major Thor Hilton, fra Hærens Officersskole. Han står på podiet i den taktiske træner. Rundt om ham sidder små 50 premierløjtnanter, sergenter og konstabler ved små borde med computere og telefoner. Halvdelen sidder i gulvhøjde. Resten på en balkon med udsigt over lokalet. Det er scenariet i en tid, hvor der er langt mellem de rigtig store feltøvelser. Nu føres tropper og enheder i cyberspace.



Hver indspiller fører en bataljon på sin skærm. Man kan simulere stort set alt i det nye computersystem.

De mange soldater i træneren er indspillere. Hver af dem har en bataljon på deres skærm, som de fører. Ude bagved sidder brigadestabene i hver deres rum. De modtager indspillernes meldinger og lægger planer og fører brigaderne ud fra dem. Stabene består af premierløjtnanter, der er under uddannelse til kaptajn.

Ude bag ved den taktiske træner, på parkeringspladsen har Danske Division opstillet en lille del af sin kommandostation, der består af lastbiler med kontorcontainere ovenpå. I dem sidder divisionsstaben og lægger planer og fører brigaderne, men det er ikke den normale divisionsstab, men derimod kaptajner fra Forsvarsakademiet, der er under uddannelse til major.



Selv om det meste nu foregår på computerskærm er den gode gammeldags måde med papirkort, plastik overlay og farvestifter ikke gået af mode.

Har brug for praktik
Men det er ikke kun eleverne, der er på øvelse. Soldaterne fra 3. telegrafbataljon har tilmeldt sig for at få noget praktisk erfaring.

- Vi har 20 nye folk, og de har godt af at komme med på sådan en øvelse her og se, hvordan man sætter et hovedkvarter op, siger premierløjtnant Mette Matthiesen, der er delingsfører.

Hendes soldater har netop afsluttet den grundlæggende uddannelse som stabshjælpere, og de er derfor tilmeldt øvelsen for at få noget praktisk erfaring.

Nyeste simulationssystem
Øvelsen kører på simulationssystemet Joint Conflict and Tactical Simulation, i daglig tale JCATS. Systemet er et af de nyeste computer simulationssystemer i NATO, og det giver mulighed for at øve langt mere realistisk, end man ville kunne på en normal stabsøvelse, hvor en drejebog afgør udfaldet af krigen.



Hvis man skulle øve operationer med rigtige soldater, køretøjer og materiel i den størrelsesorden, man kan på computer, ville det blive rasende dyrt. Se blot på koncentrationen af enheder på skærmen.

 I JCATS kan alt derimod ske, og det giver øvelsestagerne nogle udfordringer, der er meget lig dem, de ville kunne få på nogle af de store øvelser, som der efterhånden er langt imellem. Eksempelvis løber soldaterne tør for mad, ammunition og diesel, køretøjer går i stykker og sårede skal behandles, så systemet skaber et stort behov for koordination i de stabe, der træner.