Storslået natur og håndbold

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mads Roulund, kaptajn, sektionsfører Military Observation Team 1.

Vort samarbejde med politiet i Feyzabad udvides hele tiden. For en tid siden kunne vi fortælle om omskoling af politibetjente til vore gamle køretøjer, og i den forløbne uge har vi været på fodpatrulje med det lokale politi, noget vi gør med jævne mellemrum.

Det er en opgave, vi altid har været glade for, idet den giver mange indtryk fra den eneste større by i nærheden. En ting er at køre igennem byen, noget andet er at se billeder fra basaren, men det bedste er naturligvis at få lov til at gå rundt i de smalle gader og tale med de lokale handlende og mærke duftene og atmosfæren på egen krop. Sådan en opgave har Military Observation Team (MOT 2) netop haft.

I MOT 1 havde vi fået opgaven at lave et check point (CP) med politiet. Rent praktisk forløber det sådan, at vi støtter CP ved at vise tilstedeværelse samt ved at instruere og give gode råd. Selve afsøgningen står politiet selv for. Da politistyrken i Feyzabad, lige som mange andre steder i Afghanistan, er under opbygning, er det ikke altid, at politifolkene er de bedst uddannede i verden. Derfor lægger vi meget vægt på at instruere i, hvad vi gerne vil have dem til. Og det er helt nede på enkeltmandsniveau.

Afghanske betjente gennemfører check point. Betjentene er iført orange veste. Alle andre personer på billedet er passagerer i den blå Corolla!

Vi gør det primært for at dygtiggøre de betjente, der deltager i CP samt for at vise befolkningen, at ISAF støtter de lokale myndigheder – men så sandelig også fordi at vi ikke kan lade være. Som sagt er det en spændende opgave, og alle svendene i MOT 1 er meget entusiastiske omkring samarbejdet, dog særlig sergenten i MOT 1, der nærer en forkærlighed for blå blink og Anna Pihl. For ham er dagene med politiet helt fantastiske!

DANCON-march afviklet igen
Da vi gennemførte DANCON-march sidste gang, var der naturligvis en række danskere, der ikke kunne deltage, fordi de havde andre opgaver. For at tilgodese dem viste DANCON endnu en gang sin velvilje ved at tillade dem at gå de små 22 kilometer i de skønne omgivelser i nærheden af lejren.

Chefen har tilsyneladende fået frost i øret, for det kan da ikke passe, at han kun har gået fem kilometer.

De mange frostgrader og den smukke natur
For tiden er det sjældent, at temperaturen i lejren sniger sig over frysepunktet. Om natten kan den sagtens være på den forkerte side af minus 25 grader. Det betyder, at vores samtaler med de lokale, der før sagtens kunne vare et par timer, nu kun tager meget kort tid. For de fryser endnu mere, end vi gør. De har ikke lange underbukser og tykke handsker til at beskytte sig mod kulden, og derfor er de ikke så ivrige efter at være alt for lang tid udenfor.

Men frosten og sneen har betydet, at terrænet fuldstændig har ændret karakter. Det er utroligt smukt i bjergene, og en enkelt af konstablerne er da også kommet til at fælde en tåre i ren begejstring.

MOT 1 på patrulje i de afghanske bjerge.
Sneen byder også på andre udfordringer af mere komisk karakter…

De sidste udfordringer for hold 6
I skrivende stund er vi ved at gøre klar til at tage på den sidste patrulje, inden vores afløsere kommer. Derfor kan man også fristes til at spørge sig selv, om man egentlig har nået det, man satte sig som mål? Har man udrettet det, man kom her for? Har man lært noget?

Jeg vil vove pelsen og sige, at langt de fleste, der bliver udsendt til en mission som denne, fra starten har urealistisk høje forventninger til den hastighed, hvormed samfundet udvikler sig. Afghanistan er mange(!) år bagud i forhold til Danmark, og det retter man ikke bare lige op på. Som sektionsfører har den største udfordring for mig ikke været at initiere eller overdrage projekter til afghanerne. Det har derimod været at få dem til at forstå, hvilke rammer de har for deres egen eksistens. Hvilke muligheder der eksisterer inden for deres egen administration, og hvordan vi er sat i verden for at støtte denne administration.

Jeg mener, at vi som MOT-hold har lært utroligt meget. Både om os selv, om hinanden og i særdeleshed om Afghanistan. Jeg mener, at missionen er rigtig, jeg mener, at den meget positiv, og jeg mener at den er meget tidskrævende.

Sammenhold i Camp Odin
I den forgangne uge er det, som læseren sikkert ved, lykkedes for det danske herrehåndboldhold at spille sig frem til de afgørende kampe og blive europamestre. Dette giver nogle fantastisk hyggelige stunder i det danske hjørne i lejren, hvor vi sammen råber ad fjernsynet, mens vi spiser pølser.

Snart hjemme
Som jeg allerede har nævnt, er vi snart hjemme igen. På patruljerne er samtalerne i overvejende grad sporet ind på fremtidsplaner for de enkelte. Hvad skal vi have at spise, når den ikke længere står på tysk feltkøkken og så videre. Vi er indtil videre både glade for og stolte af, hvad vi har udrettet, og vi er enige om at give den fuld gas det sidste stykke tid, for at gøre tingene så nemme som muligt for hold 7.

Vi glæder os til at komme hjem, og vi savner venner, familie og kærester. Men der er dog nogle, vi glæder os til at se mere end andre: Nemlig vores afløsere, hold 7…

Vi håber, at jeres rejse herop bliver mindre problematisk end vores!