Taleban på dagsordenen

Af Hans Jørgen Hansen, journalist

Det er ikke jubelscener. De befriede indfinder sig til det møde, de er blevet bedt om at komme til, og de har forberedt sig. Forberedt sig til kamp.

Et par dage efter den store operation, som afghanske, britiske og danske styrker gennemførte på den østlige side af Helmand-floden, havde ISAF-styrkernes lokale CIMIC-officer (civilt-militært samarbejde) indbudt til shura. Det er det lokale ord for borgermøde.

Nu begynder anden fase af operationen.

I første fase ”talte” det militære isenkram. Nu skal befolkningens sympati vindes, så de i fremtiden holder talebanerne ude af området. Oberstløjtnant Bjarne Højgaard Jensen fører ordet for danskerne, og med sig har han Anders, chefen for CIMIC i det danske ansvarsområde.

Taktikken er, at lokalbefolkningen skal sættes i udsigt, at de vil kunne få støtte til mindre udviklingsprojekter, hvis de til gengæld vil vende ryggen til Taleban.

Omkring 30 mænd, primært fra Mirmandab-området, som nogle dage for inden havde været udsat for kampe, mødte op til shuraen i en gammel gårdsplads udenfor Keenan-basen.

Omkring 30 mænd i lange gevandter og forskellige længde skæg er mødt op ved den fremskudte base Keenan. Basen ligger på grænsen mellem Zumbaley-området mod syd og Mirmandab mod nord, hvor kampene rasede nogle dage forinden.

De lokale folk har sat sig i skyggen af en mur med stammelederen for Khugyani-stammen, Haji Malik Allah Dad, i midten. Hans stamme holder til i en del af ørkenen mod øst og Mirmandab-området. Han selv siges at være ganske rig, og at han ejer flere gårde, skal mødedeltagerne snart erfare.

Sammen med de to fra ISAFs danske bataljon er der også den britiske kommandant i Keenan-basen og lederen af den lokale enhed af Afghanistans Nationale Hær. De bliver placeret på en række overfor de mange lokale mænd og med en afghansk tolk lige bag sig.

Offensiv taktik
Som ved ethvert møde i Afghanistan bliver der indledt med høflighedsfraser. Men i dag tager det ikke lang tid, inden stammelederen lukker op for sine reelle hensigter. Han er tydeligvis mødt op med en offensiv taktik.

Stammelederen Haji Malik Aallah Dad (til venstre) var tydeligvis mødt op med en offensiv taktik.

- Vi er bange for, at artilleri, morterer og flybomber skal ramme forkert og skade uskyldige. En af mine gårde er blevet ramt af bomber både for fire dage siden og tre dage siden. Min gård er ødelagt og en mand og hans kone er dræbt. Det skal jeg have erstatning for, spiller Allah Dad ud.

- Jamen, vi skyder kun, når der bliver skudt mod os, lyder det fra den danske chefforhandler, der sidder lige overfor den 56-årige stammeleder.

Her kommer så noget af det nærmeste, Allah Dad kommer en indrømmelse:

- Det er jo ikke alle, der er lige kloge.

Stok og gulerod
Nu er der grundlag for, at Bjarne Højgaard Jensen kan aflevere sin tale.

- Jeg kommer fra et land med mange landmænd og fiskere. Vore landmænd ønsker også at høste deres afgrøder i fred, for det bringer udvikling og velstand. Jeg håber, at I efter i dag også vil opleve det. Vi har brug for jeres hjælp til at sige til de, der ikke vil fred, at de skal gå deres vej, så jeg ikke igen bliver tvunget til at bruge bomber. Jeg har våben, men jeg vil helst undgå at bruge dem. Jeg vil i stedet bruge Anders, der sidder her ved siden af mig. Jeg vil bruge ham til at give jer støtte til bygge brønde, broer og skoler. Sådan har vi allerede gjort inde i Gereskh, og sådan ønsker vi også at gøre her, er budskabet fra den danske oberstløjtnant.

Fra dansk side bliver der brugt forskellige metoder til at få gang i positive forhandlinger. Blandt andet bliver der på et tidspunkt lavet et mindre forhandlingsudvalg, hvor der kun sidder fire-fem på hver side.

Modspilleren tager ikke ligefrem tråden op. Han taler i en anden retning.

- Hvordan er situationen ændret, siden ISAF er kommet? Hvis I arresterer nogen, bliver de overgivet til ANP (Afghanistans Nationale Politi), som kun er ude på at kræve løsepenge. Vi tror ikke på ANP. Vi tror ikke på regeringen. Hvis ISAF skal hjælpe os, skal det være ved at ændre regeringen, siger Allah Dad, som endnu engang fortæller, at hans gård er ødelagt af bomber.

Udvilingsprojekter
Sådan bølger det frem og tilbage i en times tid, hvor Allah Dad får fortalt, at han og hans folk ikke har spor tillid til regeringen og andre myndigheder, der blot lover og lover uden at holde noget af det. Efterhånden får ISAF-delegationen overbevist Allah Dad og hans folk om, at de skal fremlægge deres ønsker til udviklingsprojekter.

- Vi vil have elektricitet. Vi har haft generatorer, men de er gået i stykker. Det vil vi ikke have mere. Vi vil sluttes til strømforsyningen oppe fra Kajaki-dæmningen. Men det siger regeringen, at vi ikke kan blive, siger stammelederen.

Den danske CIMIC-chef forsøger at forklare, at der er en plan om, at dette område skal forsynes med strøm fra et elværk nede i Gereskh, men den yder ikke nok strøm i øjeblikket, og i øvrigt er det et større emne, end CIMIC har midler til at gå ind i. Det vil i hvert fald tage lang tid at få sådan noget igennem.
Så kommer det frem, at man i området har en lægeklinik, hvor der hverken er læger eller sygeplejersker.

- Jeg er sikker på, at når der ikke er læger nu, så er det, fordi de har følt sig truet af Taleban. Når taleban ikke er her mere, kommer lægerne helt sikkert tilbage, siger CIMIC-chefen.

Nu kommer den britiske lejrkommandant også på banen. Han spørger til, hvorfor der bliver skudt mod hans folk, når de er på patrulje. Han beder om, at han får oplysninger om, hvor talebanerne holder til, så hans folk ikke kommer til at skyde mod de forkerte.

Bliv hjemme!
- I har et problem, påstår stammelderen.

- I har ikke ramt en eneste talebaner. Men I har ramt en masse civile. Hvad får I egentlig ud af at gå patrulje? Hvis I bare blev inde i jeres egen lejr, ville der ikke ske noget.

Så må den højst rangerende officer igen på banen:

- Vi er inviteret hertil af jeres regering, for at hjælpe jeres hær og regering imod jeres fjender. Det undrer, at civile skyder på os. Vi har kun besvaret ilden, når vi blev beskudt. Læg mærke til, at vi aldrig skyder først. Vi skyder kun i selvforsvar.

Der kommer mad på bordet, og den danske forhandlingsleder, Bjarne Højgaard Jensen kommer betydeligt nærmere på stammelederen Haji Malik Allah Dad.

Så kommer der mad på tæppet, og mødet går over til mere eller mindre løssluppen snak rundt om, mens den lokale CIMIC-officer nærmest bliver overfaldet, fordi det er ham, der tager imod klager over ødelagte gårde.

På tomandshånd
Den danske oberstløjtnant får trukket Allah Dad til side. De står og taler lavmælt sammen henne ved en mur sammen med tolken. Da de kommer tilbage, sætter de sig ved siden af hinanden, mens de tavse sætter måltidet af ris, brød og grøntsager til livs.

Efter tre timer erklærer Bjarne Højgaard shuraen for afsluttet og bebuder, at han vil sørge for at nyt møde inden længe, og der vil han bede regeringens lokale repræsentant, distrikts-guvernøren i Gereskh, om at være med.

- Det har været et interessant møde. Der er endnu meget, vi skal tale om, men nu er vi godt i gang, lyder afskedsordene fra officeren, der har til opgave at vinde hjerter.

Der bliver et stort arbejde for den lokale CIMIC-officer i Keenan-basen, René, men han er glad for opgaven.