[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Vi hører meget om de militære kampe og det, styrkerne laver ude i lejrene, men knap så meget om hvad der foregår i den opbyggende del af missionen. Det civile og militære samarbejde (CIMIC) er tænkt ind i alle forhold i missionen. Det er vigtigt, at de lokale ikke står tilbage med de ødelæggelser, som taleban, eller kampene mod taleban har forårsaget, men at de har et ordentligt fundament at leve videre på.

Det afghanske folk er meget interesseret i både undervisning og oplysning, som det talebanske styre tidligere forbød. Derfor er en vigtig del af arbejdet for CIMIC at få etableret skoler og påbegyndt undervisning i området.


 
Tavle overrækkes til den modige og aktive skolelærer. Vi har valgt at sløre ham for at beskytte ham og skolen mod taliban.

Som en del af dette arbejde fik de danske CIMIC-folk mulighed for at overrække en lille lokal skole i Upper Gereshk Valley en tavle med tilhørende kridt, samt et lille whiteboard med tuscher, som blev skaffet af de britiske styrker, der til daglig arbejder med at uddanne det afghanske politi i området. Briterne havde dog her overdraget æren for overrækkelsen til danskerne.

Skolen har aktuelt 20 elever og en lærer, som trods trusler fra taleban har valgt at fortsætte sin undervisning.

I dag underviser han inde midt i compound’en under tre store træer, som udgør skolen. Tidligere havde skolen 300 elever, ni lærere og tre klasseværelser, men på grund af de kampe, der har fundet sted i området samt trusler fra taleban, har de fleste lokale valgt ikke at sende deres børn i skole.

Lærerne er flygtet, men én lærer holder stand. Han er ganske vist ikke uddannet lærer, men har gennemført High School i Kabul. På skolen bliver der indtil 3. klasse undervist i Pashtu, Dari, matematik og Koranen. Fra 4. klasse og opefter bliver der desuden undervist i engelsk, kemi og geografi.

Læreren mener, at lærdom og undervisning er vejen til at besejre taleban, idet han er overbevist om, at unge kun vælger taleban, fordi de ikke ved bedre.

Skolen har en dobbeltfunktion, idet den også fungerer som moske. Eleverne får undervisningen et par timer om formiddagen, og herefter bliver skolen brugt til bøn.