[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I fredags kom Forsvarsudvalget på besøg i den danske lejr ”Camp Olaf Rye” i Kosovo. I forbindelse med en rundtur i det danske ansvarsområde besøgte udvalget blandt andet Camp Jelling. En dansk observationspost placeret midt imellem en Kosovos Serbisk og Kosovo Albansk enklave.



Udsigtstårnet i Camp Jelling afprøves.

Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), var meget begejstret for lejren:

- Lejren er med til at opretholde ro og orden mellem enklaverne, og jeg bliver bekræftet i vigtigheden af de danske soldaters deltagelse i Kosovo missionen.

Chefen for Liaison Monitoring Team 4, major Benny Egelykke Jensen, viste udvalget rundt i den nærliggende Kosovo Serbiske by Zubin Potok, og her fik man det indtryk, at der var så fredeligt, at soldaternes tilstedeværelse nærmest var unødvendig. Men som Hans Christian Thoning udtalte:

- Vi har fortsat behov for soldater hernede, for vi ved jo, at lige så snart vi trækker soldaterne ud af Kosovo, vil urolighederne bryde ud. Om vi trækker soldater ud om fem eller ti år er umuligt at sige, da vi ikke ved, hvordan situationen udvikler sig. Men vi vil gøre alt for at genoprette Kosovo og lade det forblive fredeligt.



Sightseeing i Zubin Potok.

Efter en enkelt overnatning i lejren og inden det atter blev tid til at drage mod nord mange oplevelser rigere, fik udvalget et indblik i, hvorledes bataljonen håndterer uroligheder. I fagsprog kaldet Crowd Riot Control.



Træfning nærstuderes.