[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jari Nielsen

Det første hold færdiguddannede på svendebrevsuddannelsen som it-supporter ved Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole fik fredag overrakt beviset på, at de har gennemført deres uddannelse. Af de ti, der startede på uddannelsen, gennemførte de otte, og ved eksamen blev der uddelt topkarakterer i form af fem 12-taller og tre 10-taller. Sidst i oktober får de studerende deres svendebrev.

Af de otte er syv uddannet til hæren og en enkelt til flyvevåbnet.

- Det første hold har gennemført og med et rigtigt flot resultat. Nu har vi virkelig en meget målrettet uddannelse, siger skolechef, oberst Henrik Larsen.

De nye hold på uddannelsen er startet, og det forventes, at der fremover vil starte to nye hold med 24 it-supportere på hver.

- Det er en uddannelse, der kombinerer it med soldaterlivet, siger obersten.

De studerende er indtil videre rekrutteret fra forsvaret. Men uddannelsen er godkendt som teknisk skole og er fuldt kompetencegivende også i det civile.

Der er stort behov for it-supportenes færdigheder til nationale, men især internationale opgaver i forsvaret. De nyuddannede får altså gode muligheder for at bruge deres kunnen.

De otte nye IT-supportere er: Oversergent Michael Frederiksen, flyverspecialist Betina Harritz, seniorsergent Gert Gravgaard Nielsen, oversergent Morten Falbe Hansen, sergent Jesper Knudsen, oversergent Lars Bo Schrøder, overkonstabel-1 Claus Lennart Nielsen og overkonstabel-1 Karsten Juhl.